Faxe Ladeplads

GALLERI: Juleafslutningen på Hylleholt Skole

Faxe Ladeplads: I fredags afholdt Hylleholt Skole juleafslutning med finale i fodboldturneringen og julesange

Fredag den 16. december havde Hylleholt Skole juleafslutning. Traditionen tro skulle finalen i skolens fodboldturnering afholdes denne dag, og det blev et brag af en kamp. Kampen stod mellem 8.x og 9.x. Begge hold spillede helt op til deres bedste, men det var 9.x som løb af med sejren. 4-0 stod det da slutfløjtet lød.

Gennem hele december måned har klasserne fra 5. til 9. årgang kæmpet om at komme i finalen. Det har som altid, været en stor succes, som samler rigtig mange elever i hallen hvert frikvarter.

Også ved finaledagen var der helt fyldt op i hallen. Alle skolens elever og lærere var samlet for at heppe og se, hvem der løb af med de mange præmier, som var sponceret af Super Best i Faxe Ladeplads og Sporten i Faxe.

Da kampen var færdig og præmierne delt ud, blev der sunget et par julesange, skoleleder Peter Aagård ønskede alle en god jul, og som afslutning på dagen blev der i en lang kæde sunget “Nu er det jul igen”. Så publikum fik også rørt sig lidt.

Ud over vinderholdet 9.x vandt Mathias Falkenstrøm for bedste spiller, Mikkel Sørensen som topscorer, Martin Poulsen årets mål, 7.y – piger for bedste heppekor, 5.x for årets overraskelse.

[nggallery id=11]

Denne artikel er et læsertip. Du kan også tippe Faxe.nu ved at sende billeder og tekst til tip@faxe.nu eller via SMS/MMS til 61 80 92 00.

Kommentarer