Faxe by

Geomuseum Faxe gør klar til sæsonen

Der arbejdes for tiden på højtryk på Geomuseum Faxe for at gøre udstillingerne klar til forårets sæson.

På førstesalen er der i partiet ved vinduerne blevet opsat en kulturhistoriske udstilling, der fortæller om arbejdet i kalkbruddet gennem tiden. Man kan også på en række historiske kort følge byen og kalkbruddets udvikling gennem de seneste 200 år og få et bud på kalkbruddets størrelse i år 2033!. Alt sammen med fantastisk panoramaudsigt over kalkbruddet som det tager sig ud i dag.

Stueetagen er ved at blive ryddet og skal danne rammen om en ny stor udstilling om livet i kridttidens hav. Denne udstilling skal bindes sammen med den geologiske udstilling på førstesalen, så man ved et besøg på Geomuseum Faxe kan opleve hele historien om regionens dramatiske geologi, fra kridttidens frodige hav, til den store massedød der endte kridttiden og livets genopblomstring efter katastrofen, alt sammen krydret med et godt udvalg af de aller flotteste fossiler fra området.

Denne del af udstillingen forventes at være færdig til april, og indtil da, skal man kun betale halv pris for at komme på Geomuseum Faxe

Geomuseum Faxe har åbent i weekenderne i februar måned og onsdag til søndag i marts måned. Åbningstiderne er klokken 10-15.

I vinterferien (uge 7) er der åbent hver dag fra 10-16 med spændende aktiviteter for børn.

Kommentarer