Geomuseum Faxe inviterer til vandretur

I-kalkens-rige_1

Faxe: Geomuseum Faxe gentager den populære vandretur i kalkbruddet, med et væld af spændende historier om kalken

Lørdag den 6. september klokken 14 gentager Geomuseum Faxe den guidede tur ”I Kalkens Rige”, som henover de sidste par sæsoner har trukket mange interesserede gæster til huse. Denne lørdag er turen desuden en del af Faxe Kommunes vandrefestival.

Vandreturen er 3-4 kilometer lang og krydret med fortællinger om kalkbruddets historie. Fortælleren er den velkendte guide Vagn Aage Andersen, der gennem årene har formidlet kalkbruddet på hundredevis af fossiljagter. På vandreturen går jagten ikke på fossilerne, men på den store historie om kalkbruddet, og svaret på hvorfor kalkbruddet ser ud som det gør.

Vandreturen byder på stop ved den storslåede udsigt over kalkbruddet, ved det forladte kalkbrud i det område der også kaldes ”Gryden”, vandring på stier og veje omkring de tyrkisblå søer i kalkbruddet, og et kig mod ”Baunekulen” og de store produktionsanlæg.

Turen, der varer 2 timer, koster det samme som museets fossiljagter, og giver samtidig adgang til museets udstilling. Prisen er for 70 kroner for voksne, pensionister 55 kroner. Børn fra 6 til 17 år koster 35 kroner mens børn derunder deltager gratis.

Tilmelding er ikke nødvendig, man møder blot op ved Geomuseum Faxe.

Det anbefales at tage godt fodtøj på og beskyttelse mod solen.

Vandreturen ”I Kalkens Rige” foregår lørdag den 6. september klokken 14 med mødested ved Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe.

Kommentarer