Ghita fra Haslev kæmper om at blive ‘Wildlife Reporter’
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2017/03/wwf_wildlife_repoerters_201-620x380.jpg)
Ghita Bohn fra Haslev er sammen med Sofie Blakfeldt Christiansen fra Herfølge udvalgt blandt over 3000 ansøgere fra hele landet, i kampen om at blive WWF Verdensnaturfondens Wildlife Reportere 2017.
Kun 54 unge ud af over 3000 ansøgere er kommet igennem nåleøjet. Ud af dem skal 20 unge nu på en hæsblæsende BaseCamp i Zoologisk Have København fredag den 24. og lørdag den 25. marts, , hvor de skal dyste om at komme på ekspedition til Svalbard.
Blandt de 20 deltagere er 17-årige Sofie Blakfeldt Christiansen fra Herfølge og 16-årige Ghita Bohn fra Haslev. De er udvalgt på baggrund af en indsendt video, hvor de parvis kreativt og fængslende formidlede klimaproblemet på en nærværende og interessant måde.
På BaseCampen bliver de ti aspirantpar testet på deres journalistiske færdigheder samt deres fysiske og psykiske grænser. De bliver udfordret kulinarisk og skal bevise, at de ligesom isbjørnen kan leve under arktiske forhold og handle rationelt i uvante situationer og vejrforhold både nat og dag.
Verdens vildeste skole
Som Wildlife Reporter bliver man uddannet i WWF Verdensnaturfondens landsdækkende skole- kampagne WildSchool, der hvert år sender unge mellem 13-17 år ud i verden for at sætte fokus på en aktuel kritisk sag. De unge reporteres opgave er at researche, interviewe forskere, skrive artikler, filme videodagbøger, stille op til ’live’ interviews i radio og tv og på anden vis rapportere hjem om den vigtige natursag.
Under overskriften ’Tør du se isbjørnen i øjnene?’ skal årets Wildlife Reportere undersøge, hvordan klimaforandringerne påvirker isbjørnen og Arktis’ andre sårbare dyr og natur – og ikke mindst, hvordan vi alle kan være med til at gøre en forskel for klimaet ved at tænke over vores forbrug og adfærd.
– Klimaet er hamrende vigtigt, og et af de mest alarmerende problemer, vi står over for i dag. Når temperaturen stiger, har det store konsekvenser for natur og dyreliv over hele kloden – fra den lille honningbi til den mægtige isbjørn, fortæller Gitte Hemmingsen, leder af WWF’s WildSchool.
WildSchool 2017
• WWF’s skolekampagne sætter under overskriften ”Tør du se isbjørnen i øjnene?” fokus på, hvordan klimaforandringerne påvirker isbjørnen og Arktis’ sårbare natur og dyreliv.
• WildSchool er for unge mellem 13 og 17 år fra hele landet.
• De 50 udvalgte aspiranter skal på BaseCamp i enten Skandinavisk Dyrepark 25.-26. februar, Aalborg Zoo 11.-12. marts eller Zoologisk Have København 24.-25. marts.
• Ekspeditionen til Svalbard finder sted 5.-9. juli 2017 – som Wildlife Reporter skal man afsætte tid til pressearbejde og lign. både før og efter rejsen.
Kommentarer