Ghita og Viggo gæster Biografen Kanten

Faxe: Ghita Nørby og Viggo Mortensen besøger Biografen Kanten fredag den 8. maj til gallapremieren på Jauja.
Fredag den 8. maj er der Gallapremiere på den anmelderroste westernfilm Jauja, med Viggo Mortensen i hovedrollen, i Biografen Kanten i Faxe. Filmen er indspillet ved Faxe og i den vilde natur i Argentina.
I den anledning får Biografen Kanten besøg af to af dansk films største navne, nemlig Ghita Nørby og Viggo Mortensen.
Arrangementet starter klokken 17:15 hvor Viggo Mortensen er med ved højbordet, når biografen byder på et godt glas argentinsk hvidvin. Og seleveste Ghito Nørby er også til stede i foyeren for at hilse på publikum og presse.
Cirka klokken 17:45 giver Ghita Nørby og Viggo Mortensen en kort intro i Rød Sal – og måske bliver der tid til et par spørgsmål fra salen. Cirka klokken 18 starter Gallepremieren på Jauja.
I beskrivelsen af filmen loves det at du aldrig har set eller hørt mage til Lisandro Alonsos hallucinatorisk smukke, nye film, som er på dansk.
Gunnar Dinesen (Viggo Mortensen) er en dansk kaptajn på en kolonialistisk mission i 1880’ernes Patagonien for at komme den lokale befolkning til livs. Med sig har han sin unge datter Ingeborg, der fremstår som uskylden selv blandt de brovtne mandfolk i ødemarken. En nat forsvinder hun. Bortført, eller blot forført af en ung soldat?
Dinesen kaster sig ud i en desperat og delirisk eftersøgning, der fører ham på sporet af det utopiske sagnland Jauja. Et sted, hvor alle ens ønsker kan gå i opfyldelse – men hvorfra ingen nogensinde har fundet tilbage.
Argentiske Alonso er en visionær filmskaber fuld af overraskelser. Ikke desto mindre lykkes det ham (igen) at tage stort set alle ved næsen med denne sin femte film, der ikke blot bryder radikalt med sin egen fortælling, men også med den tvetydige minimalisme, der har skabt instruktørens navn.
Og så har den i øvrigt en nærmest psykedelisk cameo-rolle til ingen ringere end Ghita Nørby.
Billetterne kan købes on-line via Biografen Kantens hjemmeside.
Kommentarer