Gisselfeld Gods: Motorvejssagen kan ende hos EU
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/11/Ny_Motorvej_-620x381.jpg)
Gisselfeld Gods overvejer at bringe sagen om placeringen af motorvejen nord om Holme Olstrup videre til EU.
Regeringen besluttede den 19. april, at følge Vejdirektoratets indstilling om at den nye motorvej mellem Næstved og Sydmotorvejen skal følge den såkaldte linjeføring A, nord om Holme Olstrup og forbi Ravnstrup og Gødstrup, inden den forbindes med Sydmotorvejen.
Læs også: Her skal motorvejen til Næstved bygges
Det kan ifølge godsforvalter på Gisselfeld Gods, Jens Risom og to bylaug gå ud over naturen og dyrelivet, hvis regeringen fastholder den nordligste linjeføring nord om Holme Olstrup. Det skriver TV Øst
Gisselfeld, der er et af Danmarks største godser, råder over noget af landets mest artsrige natur og i kampen for at bevare denne natur, overvejer godset at bringe sagen om placeringen af motorvejen videre til EU. Det udtaler Jens Risom til Børsen.
– Det er stærkt demotiverende, når både Holmegaard og Gisselfeld har skudt rigtig mange hektar ind i naturgenopretning. Sammen med staten er der investeret tocifrede millionbeløb i disse projekter, der blandt andet omfatter genslyngning af Susåen og nedlæggelse af landbrugs- og skovdrift. Så lægger man en motorvej lige op ad det. Det er svært at forstå, siger Jens Risom til avisen.
Læs også: Motorvejsbyggeri udsat: Langt dyrere end planlagt
Det varer dog noget inden byggeriet går i gang. Motorvejen kommer til at koste langt mere end først antaget og regeringen kan ikke finde pengene lige nu.
Kommentarer