Glæd dig! Danmarks største dyrskue løber af stabelen i weekenden

I den kommende weekend den 28. og 29. juni vil dyrskuepladsen ved Bregentved Gods være spækket med spændende og hyggelige aktiviteter for hele familien, når Danmarks størst børnedyrskue igen løber af stabelen.
På børnedyrskuet er der både kæledyr som kaniner og hunde samt bondegårdsdyr som geder, får, køer og heste. De mindre børn kan prøve at ride på kæphest og deltage i bamseskue.
I hver en krog på dyrskuepladsen summer det af liv og der er et stort udbud af aktiviteter. Op imod 250 børn dyster sammen med deres kæledyr om den eftertragtede Bregentvedpræmie eller deltager i andre 4H aktiviteter.
Der er traktortrækkere, som konkurrerer om at trække den tunge slæde længst. Man kan også møde kræmmere og firmaudstillere, der hilser på gamle som nye kunder, og så har flere lokalpolitikere meldt deres ankomst – for at hilse på potentielle vælgere.
Dyrskuepladsen har også kæmpestor og helt gratis legeplads, hvor børnene kan boltre sig, mens far, mor og bedsteforældre tager et hvil og måske nyder en af de populære Bregentvedvafler.
Kanin-, gede- og fåre- og kvægavlere mødes og hygger og konkurrerer indbyrdes, og 4H og Landboungdom har en aktivitets- og informationsstand på pladsen. Man kan også hygge sig i Ankers Tivoli, der har været med siden 1969.
Se hele programmet på Børn&Dyr
Kommentarer