Gør en forskel for en ung i Faxe Kommune

Faxe: Faxe Frivillige Mentorkorps er en ny del af Faxe Kommunes indsats til unge i alderen 16 år og op
Mandag den 24. november klokken 19 inviterer Faxe Kommune til et uforpligtende informationsmøde om hvordan man bliver frivillig mentor.
Faxe Frivillige Mentorkorps er en ny del af Faxe Kommunes indsats til unge i alderen 16 år og op, som har brug for støtte til at klare hverdagen, starte på eller fastholde uddannelse eller arbejde.
Hvad kan du hjælpe de unge med?
Der er stor forskel på de unge og deres behov. Nogle unge har brug for støtte og opbakning til at blive i og vælge uddannelse, hvor andre unge har brug for hjælp til at blive mere fysisk aktive og opbygge sociale netværk. Andre har brug for en at snakke med, og andre en der kan hjælpe med at få mere struktur på dagligdagen. Derfor søger vi mange forskellige frivillige mentorer.
Det vil være forskelligt, hvad I laver sammen – det kan for eksempel være, at:
- Mødes til en kop kaffe
- Tale om livet, hverdagen, ønsker, drømme, fremtiden
- Dyrke en fælles interesse eller sport
- Gå ture sammen, tage på fisketur
Man kan læse mere på Faxe Kommunes hjemmeside.
En frivillig mentor forventes at have:
- Socialt og personlig overskud
- Lyst til at inspirere, støtte og guide den unge til at komme tættere på sine ønsker og mål
- Erfaring fra uddannelsesområdet eller arbejdsmarkedet, så du ved, hvilke kompetencer, som er vigtige at udvikle hos de unge
- Tiltro til den unge, og tror på at han/hun har evnen til at rykke sig
Det er den frivillige mentor og den unge, der aftaler, hvor og hvornår I mødes og skaber rammerne for jeres samvær. Et mentorforløb kan vare alt fra 2 måneder til 1 år og det forventes at I mødes cirka en gang ugentligt – i et par timer.
Hvorfor blive frivillig mentor?
Som frivillig mentor kan man med sit personlige engagement være den støtte, der hjælper et ungt menneske til at nå sine mål, få bedre styr på sit liv, gennemfører sin uddannelse eller kommer i job.
Informationsmødet foregår mandag den 24. november fra klokken 19 til 21 i Cafe Ådalen, Faxe Sundhedscenter, Præstøvej 78, Faxe
Kommentarer