Teestrup

Gospelkor og de 9 læsninger i Teestrup Kirke søndag

Teestrup: Øde Førslev-Teestrup-Bråby pastorat inviterer til De 9 Læsninger med det lokale gospelkor New Day, søndag eftermiddag i Teestrup Kirke.

Søndag den 4. december klokken 16 vil gospelkoret New Day synge julesange, så det swinger og læse ’De 9 læsninger’, i Teestrup Kirke.

’De 9 Læsninger’ er en gammel tradition, hvor byen samles i kirken for at høre udpluk af frelses historien. I Teestrup Kirke vil det, i stedet for præsten, være medlemmer af gospelkoret New Day, der læser op. Imellem læsningerne synger gospelkoret under ledelse af deres dygtige dirigent, Tenna Toft.

Gospelkoret ’New Day’ er på cirka 30 kvinder, der både kommer fra Øde Førslev-Teestrup-Bråby sogne og udefra. Koret har eksisteret i 17 år og har udviklet sig løbende både med hensyn til repertoire og nye medlemmer.

Koret øver hver mandag aften fra klokken 19.00 til 21.30 i Teestrup Sognegård. Koret er både hyggeligt, dygtigt og lærevilligt – klar til kormæssige udfordringer.

Korets dirigent, Tenna Toft, begyndte med koret i august 2014. Tenna er uddannet i musikvidenskab fra Københavns Universitet. Hun har haft flere kor, og spillet percussion i mange forskellige sammenhænge. Koret synger trestemmigt og repertoiret spænder bredt indenfor gospel.

Der bliver også lejlighed til selv at synge med på nogle fællessalmer og spirituals.

Efter de 9 Læsninger byder menighedsrådet på lidt julesødt til en kop kaffe.

De Ni Læsninger er en musikgudstjeneste, hvor der gennem ni bibeltekster fortælles om syndefaldet, Guds udvælgelse og frelse, sådan som den udspilles i den bibelske historie.

Traditionen med de ni læsninger stammer fra England, hvor den blev holdt første gang i 1918 i Kings College Chapel i Cambridge.

Siden da er De Ni Læsninger blevet holdt hvert år i denne kirke den 24. december klokken 15. Siden 1928 er gudstjenesten blevet transmitteret af BBC direkte den 24. december, og det anslås, at mere end 4 millioner mennesker verden over lytter med

I Danmark er det efterhånden blevet en tradition at holde de ni læsninger i ugerne op til jul.

Kilde: Bibelselskabet.dk

Kommentarer