Haslev

Grafisk udstilling i Paradehuset på Gisselfeld

Se billedserie

Haslev: Paradehuset på Gisselfeld byder på to nyheder, både en grafisk kunstustilling og en hyggelig tesalon.  

Tirsdag den 14. juni åbner udstillingen ’Nordisk Botanik’ – når pressede planter danner kunst – i Paradehuset – Orangeriet på Gisselfeld.

I sine studier af den nordiske botanik viser Pernille Folcarelli variationen og skønheden i det univers, der åbner sig, når man retter opmærksomheden mod naturen og dens unikke detaljer. De håndtrykte billeder bliver skabt ved grafikpressen på Pernilles eget værksted, hvor hun arbejder med direkte aftryk af planter og naturelementer.

– Naturens design fascinerer mig. Hvert eneste blad og gren har sin helt egen rigdom af mønstre og detaljer, som man kan fordybe sig i, udtaler Pernille Folcarelli.

Nyåbnet tesalon i Paradehuset

De to forpagtere af Paradehuset, Stig Lauritsen og Greg Kobett, har med deres stilsikre sans for æstetik og stemning indrettet den fineste lille te-salon i det unikke orangeri. Her kan man med et kig til slottet og parken nyde et glas limonade, en kop te / kaffe og en lille italiensk kage. Salonen har fået navnet “Nattergalen”, inspireret af H.C. Andersens eventyr om samme.

Billetter til Gisselfeld park og Paradehuset købes i ’Butik Botanik’, den nye gavebutik og turist informationscenter ved hovedindgangen til slotsparken.

Man kan finde mere information på www.paradehuset.dk.

Udstillingen åbner for besøgende tirsdag den 14. juni og kan ses frem til den 24. juli i parkens åbningstider mellem klokken 11 og 17  hver dag, undtagen mandage.

Kommentarer