Haslev

Gratis adgang til Sankt Hans Aften på Gisselfeld

Haslev: Der er gratis adgang når Gisselfeld Kloster traditionen tro fejrer Sankt Hans aften i de smukke rammer i slotsparken.

Torsdag den 23. juni fra klokken 18.30 til 22.30 afholder Gisselfeld Kloster Sankt Hans aften, for alle der har lyst.

Parken åbner klokken 18:30 og der er åbent frem til klokken 22:30. Man kan nyde en dejlig kop kaffe eller te samt rabarbersnitte i te-salonen ”Nattergalen” i Paradehuset før eller efter bålet … eller snup en kop ’coffee-to-go’ og en snack fra Butik Botanik ved indgangen til parken.

Klokken 21:00 afholder havedesigner Stig Lauritsen fra Paradehuset – Orangeriet på Gisselfeld årets båltale, hvorefter der tændes op under Sankt Hans bålet ude på søen ved Slottet. Sanghæfte uddeles af Paradehusets personale cirka klokken 20.45.

Båltaler Stig Lauritsen er daglig leder af Paradehuset og arbejder som havedesigner på Paradehusets tegnestue. Stig er også kendt fra TV2’s haveprogram ’Have Haves’ og fra hans virke som forfatter og havebrevkasseredaktør for Bolius.

Bålet på søen stilles til rådighed af Gisselfeld Kloster.

Der er gratis entré hele aftenen

Program

  • Klokken 18.30: Gratis adgang til slotsparken.
  • Klokken 21.00: Båltale v/ Havedesigner Stig Lauritsen fra Paradehuset, hvorunder bålet tændes.
  • Klokken 21.10: ”Vi elsker vort land” eller ”Midsommervisen” fra 1885
  • Klokken 21.30: Paradehuset belyses indvendigt og udvendigt med mange stearinlys og lamper.
  • Klokken 22.30: Paradehuset og slotsparken lukker for i aften.

Kommentarer