Haslev

Gratis foredrag om autisme på gymnasiet i Haslev

Haslev: Landsforeningen Autisme inviterer til foredraget ’Jeg er Asperger, hvem er du?’ på Midtsjællands Gymnasium Haslev.

Torsdag den 17. november klokken 18 kommer Louise Egelund Jensen til Midtsjællands Gymnasium Haslev med foredraget ’Jeg er Asperger, hvem er du?’

Alle har hørt om autisme, men få kender autistens livsbetingelser. Hvilke udfordringer møder mennesket med autisme i sin hverdag? Hvilke succeser og nederlag oplever de enkelte? Og hvordan kommer man videre i sit liv, når man har fået diagnosen autisme?

Louise er en 35-årig kvinde, der selv har autisme. Hun fortæller åbent, ærligt og vedkommende om sit usynlige handicap. Ofte er det svært at forstå for andre, hvorfor mennesker med autisme agerer, som de gør. Her får du chancen for at komme tæt på, få viden og stille dine spørgsmål.

Louise vil fortælle om sanseoverfølsomhed, jobs, venskaber og sine særlige interesser. Desuden kommer Louise ind på emnet støtte. En vigtig forudsætning for at mange autister får en chance til at meste livet.

Foredraget afholdes i kantinen på Midtsjællands Gymnasium Haslev, Skolegade 31, 4690 Haslev

Målgruppen er alle – både private og professionelle og mennesker med autisme.

Det er gratis.

Ønskes sandwich, kræves der tilmelding på www.autismeforening.dk.

Foredraget er arrangeret af Landsforeningen Autisme Kreds Storstrøm. Man kan kontakte formand Sabine Hagens på telefon 6074 5672

Landsforeningen Autisme er en forældreorganisation med det formål at udbrede kendskab til og viden om autisme, fremme forskning på området samt støtte og vejlede mennesker med autisme tæt på livet. Foreningen er inddelt i 18 kredse, svarende til de gamle amter, plus Færøerne og Grønland. Landsforeningens protektor er HKH Prinsesse Marie.

Fakta om autisme

Autismespektrum Forstyrrelse ASF er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, der traditionelt inddeles i Aspergers Syndrom, infantil autisme, atypisk autisme, gennemgribende udviklingsforstyrrelse uspecificeret, gennemgribende udviklingsforstyrrelse anden. Tendensen er, at diagnoserne igen samles under fællesbetegnelsen autismespektrum.

Ca. 1 procent af befolkningen har autisme, heraf op til 4 gange flere drenge end piger afhængig af diagnosetype.

Kendetegnende for mennesker med autisme er afvigelser i forestillingsevnen, kommunikationen og det sociale samspil med andre. Autisme Spektrum Forstyrrelse dækker over autistiske tilstande, der spænder fra normalt- og velbegavede med ovennævnte handicaps til stærkt udviklingshæmmede uden f.eks. sprog. Ofte optræder samtidige sygdomme og tilstande, som depressioner, OCD, angst, sanseforstyrrelser, ADHD og lignende.

Kommentarer