Gratis gå- og løbeprojekt i Haslev her onsdag
Nyt, tilbagevendende gratis gå- og løbeprojekt skal få seniorer i Haslev og omegn til at gå, løbe og bevæge sig mere.
Med mange stillesiddende timer ved den lille eller store skærm er det ekstra vigtigt at huske at bevæge sig hver dag. GoRun er et spritnyt, gratis gang- og løbekoncept, der gør det både nemt at komme i gang med at bevæge sig mere – og nemt at skabe sjov og hygge omkring den faste gå- eller løbetur.
GoRun Haslev foregår hver onsdag klokken 10 og har start og mål ved Haslev Hallen på Sofiendalsvej 42B, 4690 Haslev, næste gang er onsdag den 24. maj.
Læs også: Haslev TT’s Ældreidræt inviterer til GoRun
GoRun Haslev er et af de nyeste skud på stammen i den efterhånden store GoRun-familie bestående af et landsdækkende, gratis gå- og løbeprojekt. Det er Bevæg dig for livet – Løb under Dansk Atletik Forbund og DGI, der står bag projektet med Fitness og Haslev TTs Ældreidrætshold som lokale arrangører.
GoRun Haslev er udover at være et vigtigt element i dansk idrætshistories største og mest ambitiøse projekt en del af en fælles mission, hvor DIF og DGI er gået sammen om at få flere danskere til at bevæge sig, en aktivitet, de lokale tovholdere ser frem til at bygge op til en endnu større aktivitet i Haslev.
GoRun-rute hvor alle kan være med
GoRun Haslev har hver onsdag kl. 10 start og mål ved Haslev Hallen på Sofiendalsvej 42B, 4690 Haslev. Sanne Honoré fra Fitness og Haslev TTs Ældreidrætshold er lokal tovholder på GoRun Haslev og glæder sig til at komme i gang.
– I Haslev TT mødes en stor flok seniorer hver onsdag i gymnastiksæsonen, fra september til maj, til et tværidrætsligt motionstilbud kaldet Aktiv Voksen Motion. Som noget nyt fortsætter holdet den ugentlige træning i sommersæsonen, når Haslev TT´s ældreidræt inviterer alle interesserede til GoRun hver onsdag klokken 10, fortæller Sanne Honoré og hun fortsætter:
– Til GoRun i Haslev kan du gratis og uforpligtende deltage i planlagte gåture, hvor der sluttes af med kaffe og hygge i Haslev TT´s klublokaler. Så kom og vær med, når vi mødes til gåture i godt selskab hver onsdag kl. 10. Alle er velkommen og frivillige er klar til at tage godt imod både kendte og nye ansigter
GoRun er foreløbig etableret i mere end 40 byer rundt i landet – og udover Haslev er flere byer rundt i hele landet er på vej med GoRun.
En af de helt store fordele ved GoRun er, at der på alle måder er plads til alle, fortæller GoRun projektleder, Kenneth Havndrup.
– Der er plads til alle til GoRun – uanset alder, køn, erhverv, bopæl og erfaring med løb. Både erfarne løbere og den del af befolkningen, der ikke er fysisk aktive i dag, er særdeles velkomne. I de måneder vi har afviklet GoRun rundt i hele landet, har der både været løbere i forskelligt tempo og gående – og deltagerfeltet har været repræsenteret af alle aldersgrupper, fortæller GoRun-projektleder Kenneth Havndrup og han afslutter:
– Sidst men ikke mindst kræver det ikke specielt eller avanceret løbeudstyr og/eller topmoderne løbetøj for at deltage.
Samarbejde mellem kommuner, løbeklubber og DGI landsdelsforeninger
GoRun er et af de allerførste projekter Dansk Atletik Forbunds og DGIs fælles motionsløbssatsning, Bevæg dig for livet – Løb. De enkelte GoRun organiseres lokalt i et samarbejde mellem primært kommunerne, DGIs landsdelskontorer og løbeklubberne. Det er gratis at deltage i GoRun, og målet er, at GoRun afvikles hver uge rundt i hele landet.
– Vi er stolte over at etablere en lokal aktivitet, der vil generere en fællesskabsfølelse for de forskellige parter – i form af såvel borgerne der skal ud og løbe sammen med naboer og andre fra lokalområdet samt de lokale løbeklubber og kommunerne der sammen skal arrangere løbene, fortæller administrerende direktør i DGI, Søren Brixen.
Selvom teamet bag det nye gratisløb forventer, at GoRun først skal løbes i gang, før det bliver en naturlig del af danskernes motionsvaner, er der ambitiøse målsætninger for projektet.
-´DGI og DIF er gået sammen om et af dansk idrætshistories største og mest ambitiøse projekter, der skal få flere danskere til at bevæge sig. Og vi er glade for at kunne bidrage til at løse denne fælles opgave – og forhåbentlig bidrage til at styrke den generelle folkesundhed, fortæller direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen.
Fakta om GoRun
- GoRun er et enkelt gå- og løbekoncept til hele Danmark – 5 kilometer pr. gang
- GoRun forankres i lokale løbsorganisationer og gennemføres i samarbejde med landets kommuner
- GoRun henvender sig til alle: Både den ikke-aktive del af befolkningen og erfarne løbere, der løber alene eller i klub
- De enkelte GoRun-løb arrangeres i tæt samarbejde en lokal løbsansvarlig – i Haslev er Sanne Honoré fra Fitness og Haslev TTs Ældreidrætshold lokal tovholder på GoRun
- GoRun er en del af Bevæg dig for livet, der støttes af Nordea-fonden og Trygfonden
Man kan læse mere om GoRun på www.bevaegdigforlivet.dk samt på deres GoRun-Facebook-side.
Man kan følge Haslev TT på facebook.
Kommentarer