Gratis gospelkoncert for alle i Dalby på søndag
Dalby: Menighedsrådet inviterer til en spændende gospelkoncert for alle aldre i Sønder Dalby Kirke
Søndag den 6. oktober klokken 15.00 er der sang for såvel voksne som børn i Sdr. Dalby Kirke. Koret Emmaus, der udgøres af lutter voksne mænd og kvinder, kommer nemlig og giver koncert sammen med Dalby Børnegospel.
-Til daglig øver korene naturligvis hver for sig, men de mødes nogle timer før koncerten og pudser fællesnumrene af sammen,” fortæller Helene Højmose, der leder børnekoret.
Emmaus er hjemmehørende i Lindeskovkirken i Nykøbing F. og ledes af Stefan Ægidius, der midlertidigt har taget over fra organist Per Nedergaard Hansen grundet sygdom.
Efter koncerten i kirken er der fælles gospelsang i menighedshuset, hvor menighedsrådet byder på en sodavand eller en kop kaffe og et stykke blødt brød.
Menighedsrådet vil gerne gennem kirken formidle og styrke interessen for musik særlig blandt børn og unge. Derfor er der gratis adgang. Koncerten er i øvrigt støttet af Nordeafonden.
Gospelkoncerten foregår søndag den 6. oktober klokken 15.00 i Sønder Dalby Kirke.
Kommentarer