Haslev

Gratis influenzavaccination til ældre, kronisk syge og gravide

Faxe Kommune samarbejder atter i år med Faxe Lægelaug og Ældresagen om at tilbyde let adgang til influenzavaccination.

I perioden 1. oktober – 31. december 2018 tilbyder alle lægeklinikkerne i Faxe Kommune, at alle i målgruppen i forhold til den gratis influenzavaccination kan blive vaccineret.

Ligeledes arrangeres åben vaccinationsdag tirsdag den 2. oktober 2018.

  • På Haslev Bibliotek, Jernbanegade 62, 4690 Haslev, fra kl.10.00-12.00 og 12.30-14.00.
  • I Æblehaven, Nygade 5, 4640 Faxe, fra kl.10.00-12.00
  • På Dalgården, Thujavej 19, 4683 Rønnede, fra kl.12.30-14.00

ÆldreSagen er tilstede ved de åbne vaccinationsdage, hvor de serverer gratis kaffe. Borgerne skal huske at medbringe deres sundhedskort (gule sygesikringsbevis).

Borgere, som er gangbesværede, kan vaccineres i eget hjem.

Målgruppen for gratis influenzavaccination

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza, hvis du:

  • Er 65 år eller derover
  • Har en kronisk sygdom, for eksempel hjerte-karsygdom, diabetes, KOL eller astma
  • Er svært overvægtig med BMI over 40
  • Er gravid og mere end 12 uger henne

Hvis du tilhører en af de ovennævnte grupper eller er førtidspensionist, kan du få vaccinationen gratis fra den 1. oktober og året ud. Vaccinationen er dog gratis for gravide der er mere end 12 uger henne.

Ældre er i målgruppen for vaccinationen, da immunforsvaret svækkes naturligt med alderen. Så selv om de ældre ellers er sunde og raske, er de i øget risiko for at få influenza, samt i øget risiko for at forløbet kan blive alvorligt, fordi kroppen har svært ved at bekæmpe sygdommen.

Borgere med visse kroniske sygdomme eller med svær overvægt er ligeledes mere udsat for at få et alvorligt forløb af influenza. Influenza kan også gøre det svært at kontrollere den kroniske sygdom. Dette er fx tilfældet med diabetes, hvor influenzaen kan give store blodsukkerudsving.

Gravide, der er længere end 12 uger henne, anbefales at blive vaccineret, idet man som gravid, i tilfælde af influenzasygdom, har en øget risiko for komplikationer som abort, tidlig fødsel og lav fødselsvægt. Desuden er gravide mere udsatte for at opleve alvorlige forløb af influenza, fx med lungebetændelse. Det skyldes, at immunforsvaret ændrer sig, når man er gravid, og gælder også selv om man ellers er sund og rask.

Sådan virker vaccinen

Influenzavaccinationen nedsætter din risiko for at få influenza. Hvis du alligevel skulle blive smittet, bliver sygdommen mindre alvorlig. Du kan ikke få influenza af at blive vaccineret. De mest almindelige bivirkninger af vaccinationen er, at du bliver lidt øm, hvor du bliver stukket, at du får feber eller bliver lidt utilpas. Bivirkningerne går som regel over efter 1-2 dage.

Sådan er du bedst beskyttet

For at få den optimale effekt af vaccinationen er det vigtigt, at du bliver vaccineret, inden influenzasæsonen starter. Derfor er det bedste tidspunkt at blive vaccineret på i oktober og november. Der går nemlig 2-3 uger, før vaccinen beskytter mod smitte. Beskyttelsen varer i cirka seks måneder.

Vaccination er den bedste beskyttelse mod influenza. Du er ikke nødvendigvis beskyttet mod influenza, selv om du har haft sygdommen før eller du blev vaccineret sidste år. Influenzatyperne ændrer sig nemlig fra sæson til sæson.

Mere information

Klik her for at læse mere om influenza og vaccinen på Sundhedsstyrelsens informationsside

Kommentarer