Gratis kalkmaleri for børn på Geomuseum Faxe

Faxe: På søndag inviterer Geomuseum Faxe alle børn og voksne til at lære at male deres egne kalkmalerier 

Søndag den 3. juni er der aktiv søndag på Geomuseum Faxe. Her kan børn og voksne prøve hvordan det er at male et rigtigt kalkmaleri.

Naturvejleder Sara Gelskov vil vise og fortælle hvordan man, efter middelalderens metoder, kan male med de gammeldags farvepigmenter. Der vil være skabeloner til at tegne af efter og malerierne laves på kalkede gipsplader, som man bagefter får med hjem.

Undervejs i aktiviteterne vil der blive fortalt om helte og slyngler. Helte af den slags der må slås med en drage for at redde prinsessen, og slyngler af den slags som for et godt ord hugger hovedet af fromme mennesker. Sådanne historier er lette at blive fanget af, men også middelalderens hverdag kan man lære en masse om ved at kigge nærmere på kalkmaleriernes motiver.

At kigge på kalkmalerier er også historien om hvilke materialer og metoder man havde til rådighed på den tid. Der blev bygget stilladser, og murene blev pudset og kalket. Motiverne blev valgt blandt malerværkstedets forlæg. Dernæst skulle malermesterens farver gøres klar. Farverne var fremstillet af ler, sod, kalk, halvædelstene, samt jern- og kobberforbindelser. De blev malet til et pulver, som blev tilsat et bindemiddel, så farven blev siddende på de kalkede vægge.

Børn under 18 år kommer ind gratis.

De voksne skal købe en almindelig adgangsbillet til museet til 45 kroner.

Den aktive søndag foregår søndag den 3. juni fra klokken 14.00 til 16.00 på Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe.

Kommentarer