Haslev

Gratis korkoncert i Haslev Kirke torsdag aften

Et af Danmarks bedste professionelle kor giver en gratis koncert i Haslev Kirke torsdag aften

Torsdag den 22. juni klokken 19.30 giver et af Danmarks bedste professionelle kor, vokalensemblet Musica Ficta en koncert med titlen ’Reformationen og dens musikalske revolution’,  i Haslev Kirke.

I anledning af Reformationens 500-års jubilæum har koret sammensat et stort koncertprogram, der viser hvordan det ikke kun var kristendommen der undergik store forandringer, men også dens musik. På programmet står således både gregorianske sange, katolsk flerstemmig sang, salmer fra reformationstiden og nutidige salmer.

Musikken dirigeres og introduceres af Bo Holten, som for tiden arbejder på en stor opera om netop Luther og Reformation. Bo Holten (1948) er anerkendt både som dirigent og komponist. I 1979 stiftede han Ars Nova, som han dirigerede frem til 1996. Herefter stiftede han Musica Ficta, som han har dirigeret lige siden.

Bo Holten har både udgivet Højskolesangbogens melodibog og dirigeret engelske BBC Singers. Han har derudover været internationalt virksom som kordirigent ved blandt andet det Svenske Radiokor, Nederlands Kamerkoor, det Flamske Radiokor og National Choir of Ireland. Bo Holten vil fortælle om musikken undervejs.

Koncerten er arrangeret i samarbejde med Sjællands Kirkemusikskole, der denne dag afholder den årlige Kirkemusikkens dag på Galleri Emmaus.

Koncerten har fået støtte fra DOKS’ Gramex-midler, så der er gratis adgang.

Koncerten varer små to timer inklusive pause!

Kommentarer