Gratis loppestande på Store Genbrugsdag i Haslev
Haslev: Der er 50 gratis stadepladser til låns når Haslev Genbrugsplads inviterer til Store Genbrugsdag søndag den 14. juni.
Søndag den 14. juni fra klokken 10.00 til 15.00 afholder AffaldPlus for 6. år i træk genbrugsfest på deres største genbrugspladser, deriblandt genbrugspladsen i Haslev.
Store Genbrugsdag er en festlig dag med blandt andet loppemarked, aktiviteter og konkurrencer.
Man kan tilmelde sig en gratis stadeplads, så længe der er ledige pladser på AffaldPlus hjemmeside. Sidste frist for tilmelding er fredag den 12. juni.
Stadeholderne skal selv sørge for et bord eller lignende til at have tingene stående på, samt medbringe overdækning, da arrangementet foregår udendørs.
Hvis man har ting, der ikke blev solgt, er man velkommen til at efterlade dem på genbrugspladsen. Efter Store Genbrugsdag vil tingene blive solgt i PlusButikken.
Store Genbrugsdag afholdes søndag den 14. juni fra klokken 10 til 15 på følgende genbrugspladser: Haslev, Næstved, Ringsted, Slagelse, Sorø og Vordingborg.
Genbrugspladsen i Haslev ligger på adressen Sverigesgade 11, 4690 Haslev.
Kommentarer