Gratis Mozart-klaverkoncert i Faxe Kirke lørdag

Faxe: Midtsjællands Kammerorkester opfører Mozarts 27. klaverkoncert og Linzersymfonien i Faxe Kirke.

Lørdag den 6. februar klokken 16 har Faxe Kirke inviteret Midtsjællands Kammerorkester samt Karsten Gyldendorf på klaver til at opføre Mozarts 27. klaverkoncert i Faxe Kirke. Ved koncerten spiller orkesteret desuden Linzersymfonien.

Mozart kræver ingen nærmere præsentation – alle ved det: hans musik er balsam for sjælen.

Musikerne i Midtsjællands Kammerorkester skulle egentlig have været dirigeret af deres gennem mange år faste dirigent, Lars Grunth, men Lars blev i efteråret alvorligt syg og døde mellem jul og nytår. Lars’ søn, Anders Grunth, der til hverdag er koncertmester i orkestret, har imidlertid overtaget sin fars dirigentplads, og orkestret kan således alligevel gennemføre de planlagte Mozartkoncerter, hvilket er helt i Lars’ ånd.

Den dejlige musik kan nydes i den flotte, nyrestaurerede Faxe Kirke, der senest er blevet 100 procent handcapvenlig. Kørestolebrugere kan således uden problemer komme omkring i hele kirken.

Der er gratis adgang til koncerten og kirkebilen kører – henvendelse til Faxe Kirkekontor (5671 3552, tast 1) senest fredag den 5. februar klokken 12.

Kommentarer