Karise

Gratis sang- og guitarkoncert i Karise kirke lørdag

Karise: Karise Kirke inviterer til en gratis koncert med danske salmer og sange, fra Carl Nielsen til Anne Linnet.

Lørdag den 1. oktober kl. 15.00 synger og spiller sanger Ingeborg Fangel Mo og guitarist Thomas Winthereik danske salmer og sange, fra Carl Nielsen til Anne Linnet i Karise kirke.

Ingeborg, der er uddannet sangpædagog på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun har et omfattende virke som koncertsangerinde og som leder af Musikteater SAUM, som producerer særdeles roste musikforestillinger især for børn og unge.

Ingeborg har gennem hele sin karriere fået stor anerkendelse for sin bevægende formidling af danske sange og salmer.

– Der var ingen der spillede opera i mit barndomshjem i Vestjylland, men vi sang! Hver dag, danske sange og salmer, sammen, alene, morgen , middag og aften. Og sang videre i kirken, skolen, højskolen – Der har jeg rod, “derfra (ikke dertil som nogle tror…) min verden går, fortæller Ingeborg.

Til koncerten i Karise Kirke bliver Ingeborg Fangel Mo akkompagneret af guitarist Thomas Winthereik. De har samarbejdet siden deres fælles studietid.

Ingeborg har i en del år boet i Norge, men hun er netop nu ved at flytte til Stevns.

Der er gratis adgang til koncerten, men det er muligt at give et bidrag til kirkens julehjælp.

Kommentarer