Haslev

Gratistur med toget … blev dyr

Politiet blev torsdag morgen kaldt til stationen i Haslev, efter at en togfører i toget mod Haslev havde anmeldt, at der var en passager med, som ikke havde nogen billet, og som ikke kunne eller ville oplyse sin identitet.

Da toget kort efter ankom til stationen, blev den pågældende anholdt klokken 7.49, da han stadig ikke med sikkerhed var identificeret.

Den anholdte blev taget med til politistationen i Næstved, og her blev det konstateret, at der var tale om en 48-årig udenlandsk mand.

Han blev sigtet for at have tilsneget sig adgang uden at betale og står nu til en bøde på 500 kroner ud over kontrolafgiften til trafikselskabet.

Den 48-årige blev løsladt klokken 11.30, men klokken 18.28 blev politiet igen tilkaldt – denne gang til stationen i Maribo, hvor den 48-årige nu var nået til.

Han var ikke i stand til at klare sig selv og virkede noget ude af balance, så han blev kørt til undersøgelse på sygehuset.

Kilde: Sydsjælland og Lolland Falsters Politi. 

Kommentarer