Grillulykke i Karise: Mor og søn alvorligt forbrændt
Karise: En 37-årig kvinde og hendes søn på seks år blev søndag formiddag alvorligt forbrændt ved en grill-ulykke ved Karise, begge blev fragtet med akuthelikopteren til Rigshospitalet
Søndag formiddag kom en 37-årig mor og hendes 6-årige søn galt af sted, under optænding af en grill i Karise.
Den 37-årige kvinde pådrog sig forbrændinger på mere end 30 procent af kroppen, hvoraf en del er alvorlige 3. grads forbrændinger
Den seks-årige søn fik også forbrændinger, men i mindre grad end moren, og blev ligeledes fløjet med akuthelikopteren til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet.
– Hun har pådraget sig tredjegrads forbrændinger, oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Tom Stysiek til Ritzau.
– Hun er blevet forbrændt i ansigtet, på forsiden af overkroppen og på den ene arm. Hendes søn er ikke kommet så slemt til skade, siger Tom Stysiek.
– Det er en grill, som er beregnet på optænding med sprit, men desværre forsøgte kvinden at hælde ekstra sprit på den allerede tændte grill. Hun syntes ikke, at der var nok gang i den, og da hun hældte ekstra sprit på, gik det galt, og hun blev voldsomt forbrændt, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Tom Stysiek, til ekstrabladet.dk.
Politiet blev alarmeret om ulykken søndag formiddag, den 27. maj, klokken 10.50, af andre personer på kvindens og drengens bopæl i Karise.
Kommentarer