Groft overfald på Gisselfeldvej i Haslev i sidste uge
Fire unge mænd i alderen 22 til 28 år blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør, efter et groft overfald på tre mænd i Haslev i sidste uge.
Torsdag den 3. august har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fremstillet fire unge mænd i grundlovsfør i Retten i Næstved. De fire mænd, der er i alderen 22 til 28 år, er blevet sigtet for drabsforsøg, grov vold, trusler og frihedsberøvelse af tre unge mænd. Det skriver EkstraBladet.
De fire sigtede blev anholdt onsdag i en større politiaktion, hvor fire adresser blev ransaget, og i alt ti personer blev anholdt.
Læs også: Fire fortsat anholdt efter ransagning i Haslev
Det grove overfald fandt sted sent onsdag aften i sidste uge på Gisselfeldvej i Haslev. Her jagtede de fire voldsmænd en grå Volvo med de tre ofre fra Vestre Ringvej til en mark ved Gisselfeldvej i Haslev, hvor bilen forulykkede. Hvorefter overfaldsmændene både truede de tre ofre med pistoler og stak dem gentagne gange med knive.
Den ene af tre mænd var i livsfare, idet hans lunge punkterede i forbindelse med overfaldet.
Ifølge anklageskriftet råbte den ene af de sigtede: ‘jeg skyder dig midt i hovedet’.
Det grove overfald varede fra klokken 23.23 onsdag til omkring klokken 03.00 natten til torsdag. I det tidsrum bliver de tre ofre bortført og holdt fanget på tre forskellige adresser, fremgår det af sigtelsen. Det skriver BT.
Alle fire kendt af politiet
Der er nedlagt navneforbud og Retten i Næstved valgte at lukke dørene, fordi der kan være medgerningsmænd på fri fod. Men politiet oplyste onsdag i en pressemeddelelse, at de fire anholdte alle er kendt af politiet i forvejen.
Det vides endnu ikke, hvad motivet er til det grove overfald.
Alle fire nægter sig skyldige i sigtelserne og de ønsker ikke at udtale sig i sagen.
Kommentarer