Guidede vandreture omkring Faxe og på Stevns
Faxe Ladeplads: Dansk Vandrelaug inviterer alle på to lange vandreture i den kommende weekend
Lørdag den 13. og søndag den 14. december kan man deltage i tredje og fjerde vandring, i en række vandringer under fællestitlen: Stevns. Det er den erfarne turleder Bernd Disselmann fra Dansk Vandrelaugs København afdeling der har planlagt en række vintervandringer her på egnen.
De første to fandt sted lørdag den 22. november og søndag den 23. november. Lørdagens tur gik fra Grubberholm trinbræt til Karise. Om søndagen gik turen fra Karise til stationen i Faxe. Der deltog omkring 25 personer, hvoraf 10 vandrere deltog både lørdag og søndag.
Læs også: 2 lange vandreture i weekenden
I den kommende weekend kan man deltage i tredje og fjerde vandring.
Lørdag den 13. december starter turen fra Faxe Syd Station klokken 8.54, når Østbanetoget ankommer fra Køge og slutter i Faxe Ladeplads.
– Men er vi ikke enige om at den strækning er for lidt, siger Bernd Disselmann med et smil på læben, og fortsætter:
– Skovene og det åbne landskab omkring Vemmetofte Kloster giver sikkert muligheder for forlængelse af turen og måske farer turlederen vild – kunne det ikke være sjovt? Så skal turen nok få en tilpas længde, tror jeg.
Lørdags-vandreturen forventes at blive mellem 16 og 19 km og den slutter hen på eftermiddagen ved Faxe Ladeplads station.
Søndag den 14. december starter turen på Faxe Ladeplads station klokken 09.59, når Østbanetoget ankommer fra Køge. Det er 3. søndag i advent, hvilket normalt er synonymt med hygge, småkager og gløgg.
– Nej, nej, vent med det. Begynd først dagen med en flot strand/land-vandring fra Faxe Ladeplads, , som næsten kan byde på alt, lige fra højvande, storm og væltede træer til sol og ingen vind, slud og sne eller måske tåge?, siger Bernd Disselmann. Og han fortsætter:
-Frem kommer man i alle tilfælde til Rødvig station hen på eftermiddagen måske med røde næser og klamme fingre – og så må du godt glæde dig til småkager og gløgg.
Søndagsturen forventes at blive mellem 15 og 17 km.
Turleder på begge turene er Bernd Disselmann fra Dansk Vandrelaus København afdeling. Han kan kontaktes på telefon 0047 907 162 87 eller e-mail bd.dvlka@yahoo.dk.
Medlemmer af Dansk Vandrelaug skal betale 20 kroner mens andre skal betale 40 kroner. Der bliver pauser undervejs til at nyde medbragt mad og drikke.
De to næste vintervandringer – femte og sjette – foregår i weekenden 17. og 18. januar 2015. Om lørdagen vandres der fra Rødvig vis Højerup til Store Heddinge. Om søndagen vandres der fra Store Heddinge til Karise. Der bliver desuden to bonusture i februar 2015.
Kommentarer