Guidet botaniktur i Bagholt Mose med DN søndag

Bjerrede: DN-Faxe inviterer i samarbejde med Dansk Botanisk forening på en guidet botaniktur i Bagholt Mose.
Søndag den 19. juni klokken 10 arrangerer DN-Faxe en tur på de ’Vilde blomsters dag’ i samarbejde med Dansk Botanisk forening.
Turen går til Bagholt Mose som er et af de få fredede områder i Faxe kommune. Mosen er på kun 17 hektar. Den blev fredet i 1986 på grund af den specielle karakter og en spændende flora. Mosen er EU-habitatområde på grund af forekomst af sjældne planter, som er knyttet til den våde bund.
Områdets unikke karakter skyldes en mosaik af gamle kanter fra tørvegravene med næringsfattig højmosekarakter og så forskellige stadier af tilgroning af de gamle tørvegrave. I randen af højmosen (kaldet laggen) findes desuden områder med næringsrige kærtyper og ellesump.
I forbindelse med tørvegravningen er der fremkommet partier med kalkrig jordbund. Mosaikken omfatter ekstremrigkær, overgangsfattigkær, ekstremfattigkær og højmosepartier.
Turen starter fra den lille parkeringsplads i Munkeskoven, mellem Bjerrede og Årløse. Der er et cirka 4 kilometer langt spor, som turlederne, Palle Ystrøm, Henrik Suadicani og Asger Søgaard Jørgensen, følger mens dei fortæller om skoven og mosen. De vil også fortælle om såvel de almindelige planter, som de sjældne planter de finder på turen.
Afhængig af vejret og interessen forventes turen afsluttet senest klokken 13.00.
Påklædning efter vejret. Dog kan der nogle steder være fugtigt, så gummistøvler tilrådes.
Såfremt vejret er godt, bliver der holdt en pause undervejs, hvor man kan nyde en medbragt forfriskning.
Turen er gratis og alle er velkomne.
Mødestedet er på P-pladsen i Munkeskoven, På Munkeskovvej – Bjerredevej mellem landsbyerne Årløse og Bjerrede, cirka 10 km nordøst for Haslev.
Man kan læse mere om Bagholt Mose og de andre Natura 2000 områder i Faxe Kommune på www.dn.dk.
Foto: Mads Lillelund. Naturstyrelsen
Kommentarer