Guidet bustur for tilflyttere i Faxe Kommune
Faxe Kommune: Faxe Kommune inviterede alle nye tilflyttere på bustur og gav borgmesteren guidesædet og mikrofonen.
Søndag den 31. maj gentog Faxe Kommune sidste års succes, og havde arrangeret en guidet bustur for nye borgere. Solen skinnede og humøret var højt da bussen rullede ud fra parkeringspladsen ved administrationsbygningen i Rønnede.
40 personer var mødt op, og i løbet af de tre timer turen varede fik de vist en stor del af kommunens områder, bygninger og flagskibe frem. Undervejs var der tre stop, og her var der rig lejlighed til at få en snak med borgmesteren.
Turen gik først til Faxe Sundhedscenter, videre mod Faxe Ladeplads, tilbage til Kanten ved Faxe Kalkbrud, så Karise, Dalby og Bregentved inden det store stop ved Haslev Brandstation. Her stod beredskabet klar med grillede pølser, brød og sodavand. Der blev lyttet godt efter da brandstationslederen fortalte om både udrykninger og køretøjer, og dem der havde lyst kunne også prøve at sidde i de store biler. Da alle var mætte kørte bussen videre, og sidste del af turen gik forbi Vibeengskolen, Gisselfeld og Eco Valley.
Alle der deltog fik desuden en velkomstmappe med forskelligt materiale, og til børnene var der bolcher og balloner – og plastik-brandhjelme fra beredskabet.
De guidede busture er en del af et nyt velkomstkoncept i Faxe Kommune, og de vil fremover blive holdt i maj og september.
Kommentarer