Geomuseum gentager guidet vandretur på søndag

Faxe: Geomuseum Faxe ’s guidede vandretur ” I Kalkens Rige” var en succes og gentages på søndag

 

Søndag den 26. maj gentager Geomuseum Faxe den guidede vandretur ” I Kalkens Rige i Faxe Kalkbrud. Vandreturen er 3-4 kilometer lang og krydret med fortællinger om kalkbruddets historie. Fortælleren er den velkendte guide Vagn Aage Andersen, der gennem mange år har formidlet kalkbruddet.

Deltagere på turen kan vente sig historier set fra både den natur- og kulturhistoriske vinkel hvor det helt centrale spørgsmål er ”hvorfor ser kalkbruddet ud som det gør?”. Det spørgsmål vil blive uddybet ved at dykke ned i både naturhistorien omkring dannelsen af kalkbanken, og den kulturhistoriske fortælling om hvordan mennesker har både udvundet og udnyttet kalken gennem historien.

Undervejs vil deltagerne komme med på regneopgave om hullets størrelse, få sat gang i forestillingen om, hvordan bruddet har set ud gennem tiderne, få fortalt om søernes foranderlige liv, opleve spor efter istiden, høre om den forunderlige historie bag dannelsen af kalk og flint, samt om hvordan det var at arbejde som kalkbryder i gamle dage.

Turen indeholder stop ved Gryden, de blå søer og et kig mod Baunekulen.

– Vi har glædet os rigtig meget til at få gang i det ny formidlingstilbud, der supplerer museets populære fossiljagter. På den første tur havde vi 42 glade gæster med, og nu glæder vi os til at sige velkommen til de næste deltagere, fortæller naturvejleder Sara Gelskov.

Turen, der varer 2 timer, koster det samme som museets fossiljagter, og giver samtidig adgang til museets udstilling.

Prisen for voksne er 70 kroner, for pensionister 55 kroner,for børn mellem 6 og 17 år 35 kroner. Børn fra 0 til 5 år er gratis.

Tilmelding er ikke nødvendig, man møder blot op ved Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe på søndag den 26. maj klokken 14.

Turen gentages d. 1/9 og d. 28/9.

Foto: Anja Gaard Olsen

Kommentarer