Guidet vandretur på søndag: I Kalkens Rige

Faxe: På søndag guider Vagn Aage Andersen alle interesserede rundt i Faxe Kalkbrud

På søndag den 28. april tilbyder Geomuseum Faxe en guidet vandretur i Faxe Kalkbrud. Vandreturen er 3-4 kilometer lang og krydret med fortællinger om kalkbruddets historie. Fortælleren er den velkendte guide Vagn Aage Andersen, der kender kalkbruddet som sin egen bukselomme.

Deltagere på turen kan vente sig historier set fra både den natur- og kulturhistoriske vinkel. Turen indeholder stop ved Gryden, de blå søer og Baunekulen. Undervejs vil deltagerne komme med på regneopgave om hullets størrelse, få sat gang i forestillingen om, hvordan bruddet har set ud gennem tiderne, få fortalt om søernes foranderlige liv, opleve spor efter istiden, høre om den forunderlige historie bag dannelsen af kalk og flint, og om hvordan det var at arbejde som kalkbryder i gamle dage.

– Vi glæder os til at få gang i det ny formidlingstilbud, der supplerer vores fossiljagter ved at fortælle om det særprægede landskab, som århundredes brydning af Faxe Koralbanke har skabt” fortæller naturvejleder Sara Gelskov, der arrangerer turen og fortsætter

– Forskellen mellem vandreturen – I Kalkens Rige – og fossiljagterne er, at vi hæver os lidt over vandene. På fossiljagten går vi helt ned i detaljen ved at lede efter de dyr, der engang levede på koralbanken. På vandreturen er forundringen knyttet til hele rammen omkring fossilerne. Hvorfor ser der ud, som der gør? Og hvad har koralbanken har betydet for os mennesker, slutter naturvejleder Sara Gelskov.

Turen, der varer 2 timer, koster det samme som museets fossiljagter, og giver samtidig adgang til museets udstilling. Priserne er for voksne 70 kroner, for pensionister 55 kroner, for børn 6-17 år 35 kroner og børn mellem 0-5 år gratis.

Turen gentages søndag den 26. maj samt den 1/9 og 28/9.

Tilmelding er ikke nødvendig, man møder blot op ved Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe på søndag den 28. april klokken 14.

Foto: Casper Vildrik Justesen

Kommentarer