Gymnasium skaber teater ud fra elevers tabubelagte familie-hemmeligheder
Tag et kig på en helt almindelig dansk gymnasieklasse. Hvilke tabu-belagte hemmeligheder om deres familieliv har eleverne med i tasken hjemmefra? Hvem kommer fra hjem med vold, mobning, overgreb, svigt, alkoholisme, eller problematisk religiøsitet? Hvad ville disse elever fortælle, hvis de kunne?
På Midtsjællands Gymnasium har man fået en stribe af disse elever til at fortælle deres historier. Anonymt. 19 barske fortællinger er det blevet til. Materialet er givet videre til dramatikeren Simone Isabel Nørgaard, som nu har skabt manuskriptet til teaterforestillingen ’Hvad far og mor gjorde’, baseret på nogle meget barske hjørner af dansk familie-virkelighed.
– Det er imponerende, at der er så mange, der har skrevet deres historier til os. Jeg beundrer deres ærlighed og generøsitet. Og jeg er overrasket over, hvor voldsomme nogle af historierne er, når man tænker på, at det kommer fra et helt almindeligt gymnasium, siger Simone Isabel Nørgaard.
Idémanden bag projektet er gymnasiets dramalærer Torben Ibsgaard, som har gjort manuskriptet til virkeligt teater, udført af en specielt sammensat dramagruppe med særligt talentfulde nuværende og tidligere elever, samt den professionelle skuespiller Kristian Grumme Nielsen.
Forestillingen har premiere søndag den 14. januar i Ringsted med offentlige forestillinger, og spiller en uge frem, både i Ringsted, Haslev, på Kulturcentret Viften i Rødovre, samt på Holstebro Gymnasium.
– Det var vel mine værste anelser, der blev opfyldt. Og det var hård læsning, siger dramalærer Torben Ibsgaard.
Forestillingen kommer også til at danne grundlag for nogle undervisningsforløb i en lang række af skolens klasser, først og fremmest i fagene dansk og psykologi.
Midtsjællands Gymnasium (MSG), der har afdelinger i Haslev og Ringsted, har en meget stærk dramatradition under det samlende navn Teater-Vi-Tør. Konceptet omfatter ikke kun almindelig dramaundervisning, men også masterclasses i samarbejde med professionelle, flygtningeteater og teatersamarbejde med grundskoler i området. Det er i øvrigt anden gang, gymnasiet samarbejder med dramatikeren Simone Isabel Nørgaard.
Spilleplan:
- 14/1 kl. 16.00 MSG Ringsted
- 15/1 kl. 9.00, 11.45 og 14.00: MSG Ringsted
- 16/1 kl. 20: Viften, Rødovre
- 18/1 Holstebro Gymnasium
- 19/1 kl 14.00 og kl. 20.00: MSG Haslev
- 20/1 kl 16: MSG Haslev
- 21/1 kl 16: MSG Haslev
Forestillingen er støttet af Ringsted Kommune (Ringsted Ungdomsforum) og Rødovre Kommune (Børnekulturpuljen)
Kommentarer