Halmlade på Lysholm Allé ødelagt af brand
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/07/ildebrand-620x316.jpg)
Haslev: En stor fritliggende lade, der indeholdt 7-800 store halmballer samt et kornlager, brændte ned søndag.
Søndag den 6. september klokken 06:04 modtog Midt- og Sydsjællands Brand & Redning i Haslev en melding fra alarmcentralen om en bygningsbrand i et fritliggende udhus på Lysholm Alle 107 ved Haslev.
Det viste sig at en 2.000 kvadratmeter stor lade, der indeholdt 7-800 bigballer samt gårdens kornlager, stod i lys lue. Det skriver Sjællandske.
I alt 25 brandfolk fra både Haslev og Faxe og syv brandslukningskøretøjer blev hurtigt sat på opgaven. Desuden hjalp svigersønnen Lars Andersen fra Enggården på Teestrupvej med at løfte halm ud af laden, med sin store gummiged.
Det er heldigvis første gang, i de 48 år ægteparret Birthe og Torben Jensen har boet på gården, at de oplever at det brænder på ejendommen.
– Vores søn Lars var hjemme hos os, og han sad og så tv tidligt om morgenen, da han pludselig hørte en knaldede lyd ovre fra laden. Han så nogle flammer, og ringede straks til brandvæsenet, men allerede før de var fremme stod ilden op fra hele taget, siger Birthe Jensen til Sjællandske.
– Der stod en stor gummiged inde i laden, men det var flere dage siden, den havde været startet, så det er næppe der, ilden er opstået. Det er svært at vide, siger Torben Jensen.
– Det er værre for vores nabo. Det er dem, der får al røgen fra slukningen. Det kommer til at brænde resten af dagen, siger Torben Jensen til Sjællandske.
Hele gårdens høst var stort set kommet i hus. Mellem 7 og 800 bigballer er gået op i røg, og hele kornlageret er formentligt ødelagt af vand fra slukningsarbejdet.
Kommentarer