Karise

Håndværkerdeal – fiks med fleksjob

haandvaerkerdeal

Karise: Den nye fleksjobordning satte gang i en gammel drøm for en lokal malermester

For malermester Jesper Bendixen i Tryggevælde ved Karise har det længe været en drøm at oprette en hjemmeside, hvor kunderne nemt kan få en række tilbud på håndværksarbejde hjem. Branchen rummer godt nok allerede hjemmesider af denne type, men vilkårene for både brugere og annoncører fandt Jesper Bendixen ofte for besværlige.

Da Jespers nabo blev tilkendt fleksjob, faldt en række brikker på plads. Jesper ansatte naboen til at starte hjemmesiden Håndværkerdeal.dk og med Jespers netværk kom hurtigt en række andre håndværkere på hjemmesiden.

– Vi fik besøg af en fleksjobkonsulent fra Jobcenter Faxe, der omhyggeligt gennemgik de mange regler og arbejdsgange, så vi kunne komme i gang med fleksjobbet,  fortæller Jesper Bendixen og fortsætter:

”Da fleksjobkonsulenten efter et halvt år kom forbi for at høre, hvordan det gik med fleksjobbet, sagde jeg, at vi godt kunne bruge én mere”.

 

– Efter en kort praktikperiode ansatte vi også den anden medarbejder, og stor var glæden, da vi kunne konstatere, at det med de nye regler ikke længere kræver en masse papirarbejde at have en fleksjobber ansat. Vi betaler simpelthen løn for det antal timer, fleksjobberen arbejder effektivt, så det kan bare ikke være nemmere, fortæller Jesper Bendixen.

For tiden har Håndværkerdeal.dk endnu en fleksjobber i praktik og hvis flere begynder at bruge hjemmesiden, er Jesper Bendixen optimist i forhold til at kunne udvide med yderligere en stilling.

– Har du brug for en medarbejder i en deltidsstilling, så overvej at ansætte en fleksjobber. Vi har kun gode erfaringer med ordningen, slutter Jesper Bendixen.

Jobcenter Faxe kører fortiden sammen med Ringsted en kampagne for at få flere i fleksjob. Kampagnen opfordrer til at ansætte en fleksjobber, hvis virksomheden skal have besat en deltidsstilling. Senest har Jobcenter Faxe indrykket annoncer i de lokale aviser, hvor fleksjobbere søger arbejde.

Kommentarer