Har du lyst til at skifte arbejde til ældreplejen?
60-årige Charlotte Dahl bliver færdiguddannet, som social- og sundhedsassistent til december. For tre år siden tog hun springet over i en helt ny branche. Hør på Faxe Kommunes informationsmøde den 2. november, hvordan du kan skrifte branche.
Charlotte Dahl, 60 er brancheskifter.
Lige nu er hun i gang med den sidste tid som social- og sundhedsassistentelev i Faxe Kommune. Hendes afsluttende praktiksted er på rehabiliteringscentret i Grøndalshusene i Haslev, og til december er hun færdiguddannet. Så har hun både været på plejehjemmet på Lindevej i Faxe, i psykiatrien og på et sygehus.
– Det har været et fantastisk forløb hen over de seneste tre år. Det har været både lærerigt og hårdt på samme tid, fortæller Charlotte Dahl.
Som 57-årig blev hun ledig. Efter mange år som kontoransat og i forretning var hun egentlig mest indstillet på at forsøge sig som planteskolegartner. Men på jobcentret havde faglig koordinator for virksomhedsservice, Kristen Olesen, en anden plan for hende.
– Prøv nu et forløb i ældreplejen, sagde han. Det er garanteret noget for dig, husker Charlotte Dahl, han sagde til hende.
Og det fik han faktisk ret i, skulle det vise sig.
– Man skal selvfølgelig indstille sig på, at der er lektier og, at man skal til eksamen. Men det er så givende et arbejde, og jeg har bestemt ikke fortrudt, siger Charlotte Dahl.
Kom til infomøde om brancheskift
Torsdag den 2. november klokken 18-20 kan du også høre om muligheden for at skifte branche, ligesom Charlotte Dahl har gjort.
Det foregår på VUC i Faxe. Du behøver ikke at tilmelde dig, du kan bare møde op, hvis du er blevet nysgerrig.
På informationsmødet kan du høre mere om hverdagen som ansat i ældreplejen i Faxe Kommune. Du kan høre om uddannelsesmulighederne, løn og ansættelsesvilkår samt muligheden for at blive voksenlæring.
Hvis du er leding kan du også få informationer om et forløb, som hedder ”På vej til SOSU”.
Meget mere end personlig pleje
– Hvis du vil ind i det her fag, skal du også vide, at du skal have tålmodighed, og du skal kunne lide at have med mennesker at gøre. Ellers kommer du ind i et forkert fag, siger Charlotte Dahl og tilføjer:
– Men du skal også vide, at det er SÅ meget mere end personlig pleje. Den slags skal man jo også kunne, men ens arbejdsdag handler om så mange andre ting. De ting, man ikke tror, man kan – eller som er svære – dem lærer man, fordi man jo bliver professionel.
– Jeg tror, de fleste vil blive overrasket over, hvor spændende og givende arbejdet er. Så jeg synes, man skal tage med til det møde for at høre om mulighederne, lyder opfordringen.
Kommentarer