Haribo Cup afvikles fredag, lørdag og søndag
Faxe Kommune: Stort set alle kommunens sportshaller tages i brug når årets største sportsbegivenhed – Haribo Cup – afvikles for 31. gang på fredag, lørdag og søndag.
Fredag den 15. marts fløjtes de første kampe i årets Haribo Cup i gang.
De mange håndboldkampe spilles i Haslev Hallernes to haller, de to haller på Sydøstsjællands Efterskole, Haslev Gymnasium og Nordskovhallen samt i Faxe Hallen, Rønnede Hallen, Karise Hallen og Hylleholt Hallen.
Stævneleder Christian Kopranen fra Team Faxe Håndbold, fortæller, at der i år kommer omkring 2.500 spillere og ledere fordelt på 189 hold. Omkring 1.100 af dem overnatter på henholdsvis Rolloskolen, Møllevangsskolen og Nordskovskolen. De fleste hold er fra Sjælland, men i år deltager også hold fra tre svenske klubber.
Spillerne er i alderen fra 6 til 16 år. Kampene for de ældste starter allerede fredag aften. A-finalerne skal afvikles søndag fra klokken 13.30 til cirka 20 i Faxe Hallen.
Haribo Cup er igennem årene blevet kendt for at holde det sociale i højsædet. Lørdag mellem klokken 20 og 22 arrangeres der ’Åben hal’ ved de tre overnatningssteder, så man kan lære spillere fra andre klubber at kende. Det vil sige Faxe Hallen, Nordskovhallen og Rønnede Hallen hvor deltagerne kan hygge sig med boldspil og høj musik.
Stævnet afvikles af Team Faxe Håndbold og mere end 100 ulønnede frivillige er i aktion før, under og efter stævnet.
Resultater og stillinger vil løbende være opdateret på www.haribocup.dk hvor man også kan finde kampprogrammet.
Alle præmier er skænket af Haribo Lakrids A/S
Kommentarer