Erhverv

Haribo Lakrids får også spildevandsrabat

Faxe: Teknik- og miljøudvalget er positive overfor at Haribo Lakrids også fritages for at betale for transport af spildevand

Haribo ansøgte 14. december 2011 om fritagelse for betaling af spildevandstransport, såfremt de anlægger egen spildevandsledning til Faxe Renseanlæg. Ansøgningen blev behandlet på Teknik- og miljøudvalget’s ordinære møde mandag d. 23. januar, hvor et flertal i Teknik- og miljøudvalget besluttede at forvaltningen kan arbejde videre på sagen. Regningen sendes i stedet videre til borgerne. Hvor meget den bliver på, vides først efter den 24. februar, som er den dato Faxe Spildevand A/S senest skal  fremsende konsekvenserne for vandafledningsbidraget.

For at tilladelsen kan gives skal forvaltningen udarbejde en plan for blandt andet den nye spildevandsledning, hvilket formodentlig sker i forbindelse med udarbejdelse af en ny, samlet spildevandsplan for Faxe Kommune.

Haribo Lakrids A/S skal selv finansiere etableringen og vedligeholdelsen af den nye transportledning til spildevandsrenseanlægget.

Sagen skal endeligt afgøres af byrådet, men her vil kun ganske få medlemmer vil stemme imod.

– Loven lægger op til, at de meget vandforbrugende virksomheder kan fritages for betalingen. Så det skal de have mulighed for. Den støtte skal vi give det lokale erhvervsliv, siger borgmester Knud Erik Hansen (S) til Sjællandske.

– Hvorfor skal Unibrew og Haribo have fritagelse. Den mulighed får de nye vandforbrugende virksomheder i erhvervsområdet ved motorvejen ikke, med mindre der bygges et rensningsanlæg midt i erhvervsområdet, siger Nelle Søndermand (SF), som mandag stemte imod udvalgets beslutning.

– Vi stemmer imod igen i byrådet. For det er helt skævt at give de store virksomheder, som ligger tæt på renseanlægget i Faxe, mulighed for at træde ud af fællesskabet. De mindre vandforbrugende virksomheder har slet ingen mulighed for at anlægge og forrente deres egen kloakledning. De skal tværtimod betale 10 til 30 procent eller mere i ekstra vandafledningsafgift, ligesom de private borgere, siger Mogens Stilhoff (SF) til Sjællandske.

Kommentarer