Haslev

Haslev Amatør Bokse Klub holder snart flyttedag

haslev_abk

Haslev: Haslev Amatør Bokse Klub er i fuld gang med et klublokaleskifte, fra de nuværende noget snævre lokaler på Haslev Privatskole

Haslev Amatør Bokse Klub – Haslev ABK fik for et år siden en ny bestyrelse og siden har tingene taget fart, alt sammen i udviklingens tegn.

Bokseklubben er ved at indrette eget klubhus på 500 m2 på Finlandsgade 24. Her bliver der et kæmpe træningslokale med permanent boksering, sandsække, ribber og alt der skal bruges til at træne, med tilhørende omklædning og baderum samt et velfungerende slap af og opholdslokale med underholdning for de små, imens mor og far træner. Klubben kommer desuden til at råde over en 2000 m2 udendørs grund, hvor der også vil blive trænet.

Klubben vil også bruge det nye klubhus til andre formål, såsom sodavandsdiskotek for helt unge, stand-up, bingo, loppemarkeder, små koncerter og meget mere.

– Der er sket en masse ting for Haslev ABK og en masse ting vil komme til at ske alt tegner sig til at blive positivt, udtaler Kim Læbel Olsen fra Haslev ABK og han fortsætter:

– Vores medlemmer ser frem til at vi skal starte i det nye, hvilket nok sker i midten af december,

Haslev ABK afholder et stort boksestævne den 25. januar 2014 i badmintonhallen på Sofiendalsvej. Det vil blive en stor vifte af flot boksning samt anden underholdning, flere lokale boksere kommer i kamp ved dette stævne .

– Vi håber selvfølgelig at se mange tilskuere der vil støtte op om vores nye tiltag og vores arrangementer som løbende vil blive opslået på de lokale medier, afslutter Kim Læbel Olsen.

Kommentarer