Haslev Bio sender operaen Aida direkte

Haslev: På torsdag sender Haslev Bio en live transmission af Verdi’s opera Aida fra Opera de Paris
Torsdag den 14. november kan man opleve Verdi’s opera Aida direkte fra Opera de Paris, i Haslev Bio
Aïda er nok Giuseppe Verdis mest populære opera. Den foregår i oldtidens Ægypten og er komponeret i anledning af Suez-kanalens indvielse i 1869. Aïda blev uropført i Cairo i 1871 og fik i 1872 sin første italienske opførelse på La Scala i Milano. Operaen med sin kombination af flotte, store korscener og smukke, intime arier blev hurtigt populær i hele verden.
Aïda fik i 1885 sin første danske opførelse på Det kgl. Teater, og er siden blevet opført adskillige gange dér. Da Operaen på Holmen åbnede i 2005, blev Aïda den første opera på denne nye danske operascene.
Den udgave af Aïda, der vises i Haslev Bio er fra Opéra de Paris med den ukrainske sopran Oksana Dyka som Aïda, Radames synges af den argentinske verdenstenor Marcelo Alvarez og Amneris af den italienske mezzosopran Luciana D’Intino. Den svejtsiske dirigent Philippe Jordan leder forestillingen, og instruktør er franskmanden Olivier Py, der i 2011 satte Gounods ”Romeo og Julie” op på Operaen på Holmen.
Man kan købe billetter på Haslev Bios hjemmeside.
Haslev Bio sender operaen Aida direkte fra Opera de Paris torsdag den 14. november klokken 19.30.
Kommentarer