Haslev

Haslev Bokseklub fejrer 40-års jubilæum lørdag

Bokseholdets yngste medlemmer i gang med at træne på en træningsweekend.

Haslev: Haslev Bokseklub fylder 40 år i år og i den anledning inviterer de alle interesserede til reception.

Lørdag den 11. juni fra klokken 14 til 16 inviterer Haslev Bokseklub medlemmer, sponsorerer, tidligere og nuværende samarbejdspartnere, naboer eller blot nysgerrige, eventuelt kommende medlemmer til reception i hallen ved det gamle seminarium.

Klubben byder på en let anretning og det er muligt at tale med de ildsjæle, som driver klubben. Desuden vil en stor del af klubbens udstyr være fremme, så det er muligt at se hvad de træner med.

Klubben har været i rivende udvikling de sidste 40 år og de er meget stolte af, at de nu både tilbyder boksning, motionstræning samt juniortræning for de mindste. Juniortræningen er kendt for, at rumme alle børn – også dem, som har svært ved at sidde stille og ikke kan fungere til fodbold eller springgymnastik.

Bokseholdet har ikke mange kampboksere og der er plads til mange flere. De kampboksere der er på nuværende tidspunkt, får rigtig gode point til diplomkampene og klarer sig godt til de rigtige boksekampe.

Klubben gør en stor dyd i, at passe på deres boksere, så de ikke kommer til skade. Ingen kommer til at bokse kamp, før de er klar til det.

Motionstræningen er meget alsidig med både gammeldags boksetræning, såsom løb, sjip, styrketræning og diverse styrkeøvelser med vægte, kettlebells, ’power ropes’ og meget andet.

– Vi håber på at se en masse nysgerrige mennesker – hvad enten de har haft en relation til bokseklubben tidligere eller måske først får det senere, udtaler Rebecca Rasmussen, der er træner og bestyrelsesmedlem.

Kommentarer