Haslev

Haslev fejrer 1. maj og Børnehjælpsdag

Lions Club og Haslev Handelsstandsforening inviterer til en festlig dag med masser af oplevelser for store og små og rigtigt mange gode tilbud.

Mandag den 1. maj fra klokken 10 til 17.30 fejrer Haslev bymidte 1. maj og børnehjælpsdagen med masser af hygge og spændende tilbud samt rabatter på 20 og 25 procent, ja, jelt op til 50 procent på særligt udvalgte varer.

Minitoget Futte kører på Jernbanegade, der i dagens anledning, traditionen tro bliver omdannet til gågade.

På Torvet vil der være pariserhjul, en stor hoppeborgs-rutchebane samt ’sidste mand står’. Butterflies står for 10. år i træk for underholdningen på Torvet. De spiller mellem klokken 12.30 og 16.30.

Klovnen Tulle kommer og laver lidt sjov for og med børnene i Mesterbagerens telt klokken 10 og Mesterbageren deler boller og cacaomælk eller juice ud til alle børn.

Klokken 10.15 er der lagkagekast efter bagermesteren i Frederiksgade. Lagkagerne koster 20 kroner stykket og man kan vinde en kagemand.

Blackbox – Jim og Thomas spiller traditionen tro i Mesterbagerens telt mellem klokken 10.30 og 14.30. Det lokale band Ten Beers After spiller i teltet fra klokken 15.00 til 17.00.

På Torvet sælges øl, vand, vin og pølser, som kan nydes ved de opstillede borde og bænke. Man kan købe lækre pandekager ved Bykroen og Lotte fra Haslev Hallernes Selskabslokale griller spareribs.

Hos Tønden kan man som noget nyt købe de eksklusive Summerbird is.

Gader spærres i Haslev bymidte

På grund af 1. maj-arrangementerne i Haslev, spærrer kommunen Jernbanegade, Vestergade og Frederiksgade for gennemkørsel fra søndag den 30. april klokken 18.00 til mandag den 1. maj klokken 19.00. Kør i stedet ad Gamle By, Nygade, Sofiendalsvej eller Stationsvej, Tingvej, Præstevænget.

Kommentarer