Haslev Folk Club inviterer til koncert på fredag

Haslev: Haslev Folk Club inviterer til koncert med folkemusikerne Anders Mikkelsen og Hans Graasvold på Haslev Bibliotek fredag den 20. april
Denne koncert bliver et glædeligt gensyn med to dygtige folkemusikere, der begge tidligere har besøgt Haslev Folk Club, men aldrig sammen.
Sangeren og sangskriveren Anders Mikkelsen gav en rigtig flot koncert for et par år siden, mens guitaristen Hans Graasvold for fem år siden besøgte os sammen med Johnny Silvo. De medlemmer, der overværede de nævnte koncerter, ved, at de ikke må gå glip af muligheden for at opleve disse to glimrende folkemusikere sammen.
Anders Mikkelsen har siden 1987 turneret rundt på danske folkemusikscener og skaffet sig et stort og trofast publikum, der nyder hans dygtige guitarspil, og ikke mindst hans velskrevne og iørefaldende sange. De fleste af sangene er skrevet af Anders Mikkelsen selv, enten helt fra grunden eller som oversættelser af andres sange. Han har f.eks. oversat sange af Stan Rogers, Eric Bogle og Allan Taylor.
Den anden halvdel af duoen, Hans Graasvold, er en af de allerdygtigste guitarister på folkemusikscenen. Hans ekvilibristiske guitarspil skal simpelthen opleves. Han evner både det stille akkompagnement og de forrygende soloimprovisationer.
Koncerterne i Haslev Folk Club foregår på Haslev Folkebibliotek (store sal i kælderen), Jernbanegade 62, 4690 Haslev
Koncerten med Anders Mikkelsen og Hans Graasvold finder sted fredag den 20. april klokken 20.00. Dørene åbnes klokken 19.30
Billetter til en pris af 150 kroner kan bestilles hos Focus Haslev på tlf. 56311140 eller direkte fra hjemmesiden under de enkelte koncerter. Billetterne kan afhentes ved indgangen inden 19.45 før hver koncert.
Resterende musikprogram for foråret 2012
- 11. maj 2012: Dick Gaughan og Rod Sinclair
Kommentarer