Haslev Kirke indsamler gamle mobiltelefoner
Haslev: Man kan støtte verdens fattigste ved at aflevere sin brugte mobiltelefon i Haslev Kirke
I EU bliver mobiltelefoner i gennemsnit udskiftet, når de er mellem 18 og 24 måneder gamle, og det betyder, at der i Danmark hvert år er mere end en million mobiltelefoner, som bliver lagt i en skuffe eller smidt ud, selv om de virker.
Det er et enormt ressourcespild. Ved at finde en ny ejer et andet sted i verden forbedres udnyttelsen af verdens ressourcer.
Folkekirkens Nødhjælp har derfor påbegyndt en indsamling af brugte mobiltelefoner i samarbejde med firmaet Greenwire, der sælger brugte mobiltelefoner til Asien.
Bemærk:
- Man kan ikke aflevere emballage, opladere, headsets og andet ekstraudstyr
- Telefonerne må ikke være låst med en pinkode
- Batterier skal blive i telefonerne.
Beløbet, som Folkekirkens Nødhjælp modtager for salg af mobiltelefoner, går direkte til arbejdet med verdens fattigste.
Haslev Kirke hjælper Folkekirkens Nødhjælp med at indsamle brugte mobiltelefoner helt frem til sogneindsamlingen søndag den 9. marts.
Man kan læse mere om mobilindsamlingen på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside
Folkekirkens Nødhjælp indsamler mobiltelefonerne og sælger dem videre til Greenwire. Telefonerne sendes til Greenwires produktionscenter i England, hvor det sikres, at telefonen virker og ikke er meldt stjålet. Telefonerne renses herefter for alt data. 95 % af mobiltelefonerne kan genbruges, de resterende mobiltelefoner, hvor reparation ikke kan betale sig, sendes til en genbrugsstation.
Kommentarer