Haslev Kirke inviterer til en ny omgang babysang
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/01/babysang.jpg)
Haslev: Babysang i Haslev Kirke er et tilbud for forældre med helt små børn fra cirka 3 til 12 måneder
Onsdag den 29. januar klokken 10.00 inviterer Haslev Kirke babyer og deres forældre til et nyt hold babysang.
Til babysang i Haslev Kirke har man mulighed for at give sit barn noget af det allerbedste: nemlig intenst nærvær. De deltagende forældre synger og bevæger sig sammen med de små. Der synges både gamle og nye salmer og sange, oftest bare første vers, så det er nemt at lære dem udenad. Man skal ikke kunne synge rent eller pænt. Det er ikke dét, som er vigtigt for barnet.
Derimod har man videnskabeligt bevist, at hvis man synger med sit barn, uanset hvordan ens stemme lyder, så bliver dets indlæringsevne meget bedre og ligesådan den sociale kompetence og motorikken.
Babysang er en god måde at få startet på. Der opstår hurtigt et naturligt fællesskab i forløbet. Deltagerne vil sammen udforske kirkens lyse rum, bevæge sig ind i sangens verden og tage sanserne i brug på flere forskellige måder. Stemningen er intens og børnene følger koncentrerede med hele vejen igennem.
Bagefter er de trætte, og klar til en lur. Morgenen har været fuld af gode indtryk.
Leder af babysangen i Haslev Kirke er Betty Gregers Arendt.
Holdet forløber over otte onsdage fra og med den 29. januar og varer altid fra klokke10 til cirka 11.30. Sidste gang er lørdag den 29. marts, samme tidspunkt på dagen, hvor hele familien inviteres til at være med.
Pris for hele forløbet er 250 kroner, som betales ved starten af forløbet. Man kan tilmelde sig via kirkens hjemmeside.
Næste hold kører fra onsdag den 29. januar.
Kommentarer