Haslev

Haslev Kirke støtter ungdomslejr i Betlehem

Haslev: Indsamlinger ved en række af jubilæumsarrangementerne i Haslev Kirke går til venskabsmenighedens børne- og ungdomsarbejde.

40 unge fra Haslev Kirkes venskabsmenighed i Beit Sahour ved Betlehem har netop været på en ungdomslejr, som jubilæet i Haslev er med til at finansiere.

Gennem nu fire år har Haslev Kirke haft en venskabsmenighed i Palæstina. Ved udvalgte gudstjenester og arrangementer samles der ind for at støtte børn- og ungdomsarbejdet ved venskabsmenigheden.

Kirken i Beit Sahour ved Betlehem har netop afholdt en ungdomslejr. Programmet har haft et bredt indhold med alt lige fra sang og musik til udendørs aktiviteter, gruppe diskussioner, præsentationer og til ledertræning og team work-øvelser osv.

Ibrahim Hannouneh var medarrangør af lejren, og han fortæller til Haslev Kirke:

– Vi er udmattede efter weekend med 40 teenagere, men det har været fantastisk sjovt, og de unge har fået meget ud af det. Vi tror og håber, at det styrker deres fællesskab og deres motivation for i fremtiden at være engagerede i kirken og dens arbejde.

Kommentarer