Haslev

Haslev Køre- og Rideforening klar til NM i Military

nm_military_haslev

Haslev: Der er gratis adgang til Nordisk Baltisk Mesterskab (NM) i Military der afholdes hos Haslev Køre- og Rideforening.

Fra torsdag den 17. til og med søndag den 20. september er Haslev Køre- og Rideforening (HKR) vært for Nordisk Baltisk Mesterskab (NM) i Military.

Ved NM 2015 afvikles klasserne for seniorer, junior- og ungryttere og ponyer ved det samme stævne, der afvikles over tre dage omkring Stengaard på Grønhøjgårdsvej lige nord for Haslev. Der rides der både om individuelle medaljer og om holdmedaljer.

Fredag står den på dressur, lørdag skal rytterne udfordres på terrænbanen, og søndag afgøres de tre mesterskaber i ridebanespringning.

135 ekvipager, deraf syv danske junior/ungryttere har tilmeldt sig stævnet, der har det største ponyfelt i mange år, med ikke mindre en elleve ponyekvipager, fra Danmark, Norge og Sverige.

Læs også: Nordiske/Baltiske mesterskaber i military afvikles i Haslev

Følgende danske ponyryttere skal forsvare de rød-hvide farver: Rikke Nyboe Andersen/Denver, Jade Schlichting/Søborggårds Bastogne, Sara Urth/Snuske og Liva K. Julegaard/West Side Sweet Babati.

Hos junior/ungryttere er der fire hold med i kampen om guldet: Danmark, Finland, Estland og Sverige. Det danske hold består af: Cecilie Eriksen/Calvin, Tobias Jørgensen/Prior’s Cabbo, Matilde Skrædderdal Andersen/ Skrædderdals Annabell og Victoria Hjortnæs/Comtesse.

For seniorer er Anne Dorthe Møller/Mr. Chaplin, Helena Graungaard/Toftegårdens Toscana, Thomas Pihl/Clapton og Ole Bay Jensen/Harry Potter udtaget til det danske hold, der skal dyste mod Norge og Sverige.

Gratis adgang til NM i Haslev

Haslev Køre- og Rideforening har i løbet af 2015 opgraderet deres baner, så de lever op til kravene for et FEI-stævne.

Der er gratis adgange til mesterskabet alle tre dage. Det er tilladt have at have hund med, men de skal føres i snor, og der skal vises hensyn overfor rytterne.

Det er også muligt for publikum at gå i terrænet under terrænridningen, så længe man lytter efter forhindringsdommernes fløjtesignal, når en rytter nærmer sig en forhindring og rykker til side, så rytteren kan passere uhindret.

Man kan følde NM på facebook.

Stævnet foregår hos Haslev Køre- og Rideforening på Stengaard, Grønhøjgårdsvej 4, 4690 Haslev

Kommentarer