Haslev Kulturnat: De brølende 1920’ere
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/03/teaching-old-dogs-new-trick-620x784.jpg)
Haslev: Kulturnattens styregruppe sætter et helt årti på dagsordenen: ’De brølende 20’ere’
En af årets store aftener, Haslev Kulturnat, løber af stablen fredag den 30. september, og planlægningen er naturligvis allerede i gang.
I år har kulturnattens styregruppe besluttet at prøve noget nyt: De sætter nemlig et helt årti på dagsordenen: ”De brølende 20’ere” – den periode som for eksempel tv-serierne Badehotellet og Downton Abbey, tager udgangspunkt i. Andre forbinder måske perioden med det amerikanske spiritusforbud og hårdkogte mænd med høj cigarføring, stribede jakkesæt og blød hat i film som Godfather!
– 1920’erne var imidlertid meget mere end det, både i Haslev, Danmark og ude i verden – og det vil vi præsentere flere gode eksempler på i måneden op til kulturnatten, så der vil være masser af inspiration til sjove aktiviteter i ugen op til og på Kulturnatten 30. september 2016, fortæller musumsinspektør Ingeborg Philipsen og fortsætter:
– Men det er jo altid godt at være i god tid – så i stedet for at smide oldemors gamle underkjole ud og fjerene fra årets fastelavnskostume, var det måske en idé at gemme det til at lave den perfekte kjole, hvis nogen fik den idé, at lave den helt store charlestonfest i Haslev i forbindelse med kulturnatten 2016.
Haslev Kulturnats styregruppe består af bibliotekar og mangeårig kulturnatsarrangør Anne-Grethe Rosted fra Haslev Bibliotek, indehaver af Bykroen i Haslev og en af drivkræfterne bag Haslev Festdage Frank Månsson, den lokale multikunstner og hyggekonsulent Erik Rønholt, samt museumsinspektør ved Østsjællands Museum Ingeborg Philipsen, som repræsentant for Haslev Museum.
Kommentarer