Haslev

Haslev pop up Museums program for Haslev Kulturnat

Haslev: I år er Haslev Museum ikke åbent som normalt på Haslev Kulturnat. Men derfor er der alligevel masser af sjove oplevelser på programmet.

Fredag den 30. september er der Haslev Kulturnat, som i år byder på ”De brølende 20’ere”, hvor korte dame-frisurer var mode og udskænkning af alkohol forbudt i USA.

Som et led i samarbejdsprojektet Jævnstrømsværket arrangerer Haslev Museums pop-up museum, Faxe Sociale Udviklingscenter, samt CK Dans følgende arrangementer til Haslev Kulturnat.

Gammeldags portrætfotografi med kunstfotograf Hans Jonsson

Vådpladefotografi er en teknik der stammer helt tilbage fra 1850 og blev brugt frem til 1920erne – et slags antikt polaroidfoto på tinplade. Det tager 15 min. Pris pr stk. 300 kr. Brug det som personlig gave  eller et minde om Haslev Kulturnat. Kig forbi Haslev pop up Museum Jernbanegade 53 kl. 18.00-21.30

Værksted for børn: Lav dit eget fotografi

Lav dit eget fotografi med teknikker fra fotografiets fødsel på lysfølsomt papir. Kig forbi Haslev pop up Museum Jernbanegade 53 kl. 18.00-21.30

Værksted for børnene: Lav din egen 1920er udklædning.

Perlekæder og pandebånd med fjerpynt var hot hos damerne i 1920erne. Mændene havde fine overskæg og altid hat på. Kom og klip dit eget skæg ud eller lav et flot pandebånd. Kig forbi Haslev pop up Museum og Perlen, Jernbanegade 54B kl. 18.00-21.30

Charleston & Chicago

Haslev blev engang kaldt ”Sjællands Chicago”, fordi den tiltræk unge mennesker fra hele landet. Og selvom mange tror det, var det ikke Indre Mission det hele. Haslev har altid været et, hvor der også er masser af dans. Derfor optræder CK Dans med Charleston, hip hop med musik fra musicalen Chicago og andre danse inspireret af 1920erne.  Programmet er tilrettelagt af Christel Krigger. Kig forbi til dans i Perlens lokaler Jernbanegade 54B kl. 20.00-21.30

Smugkro med billard og farverige drinks (alkoholfri)

Mens charlestonmusikken spiller op i nabolokalet kan børn og voksne nyde en alkoholfri, men festlig cocktail i ”smugkroen”. Der vil også være mulighed for en omgang billard. Kig forbi smugkroen i Perlens lokaler Jernbanegade 54B, kl. 18.00-21.30

Kig også forbi Rosenhøjs & Bixens bod ud for Jernbanegade 54B

Kommentarer