Haslev Station udgangspunkt for Parkér og Rejs
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/07/Haslev_Station.jpg)
Haslev: Region Sjælland har udpeget Haslev Station til at deltage i et projekt omkring Parkér og Rejs-faciliteter
Region Sjælland har i august 2013 vedtaget at starte et projekt omkring Parkér og Rejs-faciliteter i regionen. Haslev Station er blevet udpeget som en af tre stationer for hvilke, der skal udarbejdes et projekt. Det indebærer at der skal indrettes parkeringsanlæg der er forbeholdt til parkering af bil eller cykel i tilknytning til en rejse med kollektiv trafik.
Formålet med projektet er at gøre det mere attraktivt at rejse med den kollektive trafik, der både er mere miljøvenlig og letter presset på vejene.
Det forventes at Haslev Station vil blive en attraktiv pendlerstation, når elektrificeringen af “Lille Syd” – Næstved-Haslev-Køge – er færdig i 2018.
Baggrunden for projektet er blandt andet anbefalinger i Trængselskommissionens betænkning samt det fælles kommunale og regionale trafikudspil ”Vision for banetrafikken i Region Sjælland”. Parkér og Rejs er særligt relevant for borgerne i Region Sjælland, hvor mange allerede har mindst en bil, ikke bor i umiddelbar nærhed til en station, og hvor pendlingsafstandene er de længste i Danmark.
I projektet deltager blandt andet Vejdirektoratet, DSB, Movia, Trafikstyrelsen, RUC samt flere kommuner i Region Sjælland.
Projektet, der koster cirka 300.000 kroner per station, finansieres af Region Sjælland. Faxe Kommune bidrager med arbejdstid i form af en medarbejder fra henholdsvis Center for Udvikling og Center for Teknik & Miljø.
Projektet forventes afsluttet sommeren 2014.
Kommentarer