Haslev

Haslev Taekwon-Do Skole på Summercamp

Se billedserie

Haslev: 32 taekwondoudøvere fra Haslev Taekwon-Do Skole deltog i Shins Family Summercamp i Køge i weekenden.

Fra fredag den 24. til søndag den 26. juni deltog 32 taekwondoudøvere fra Haslev Taekwon-Do Skole i Shins Family Summercamp i Rishøj Hallen i Køge.

Der deltog i alt 192 fra klubberne Haslev, Herfølge, Glostrup, Rebild, Randers Midtdjurs i Summercampen, som er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor klubberne samles omkring deres fælles Stormester Shin, som kommer fra Hamburg for at deltage.

Campen startede traditionen tro, med graduering af de elever, der på forhånd havde gennemgået en fysisk test og fundet egnet til at stige en bæltegrad. I år blev i alt 62 udøvere gradueret ved en stemningsfyldt og gloende varm ceremoni under overværelse af Stormester Shin, de danske Mastere, instruktørerne, øvrige deltagere og forældre.

Fra Haslev blev følgende gradueret:

  • Hvid med guld streg: Celina, Sean, Cilja og Esben
  • Gul: August
  • Gul med grøn: Ane, Asbjørn, Nanna og Mette
  • Grøn: Oliver og Frank
  • Grøn med blå streg: Søren V
  • Blå: Jonathan og Johan
  • Blå med rød: Ida Marie og Camille
  • Rød:  Emilie
  • Rød med sort streg: Rene

Særligt blev Ida Marie Gjerløv på bare 8 år fremhævet af Stormester Shin for i en meget ung alder at have forstået og i allerhøjeste grad udmøntet essensen i Taekwon-Do i en flot graduering. Det er meget sjældent, at en enkelt udøver i den grad bliver anerkendt, men Ida Marie udmærker sig også ved allerede i så ung en alder at have opnået 3. kup.

Efter graduering samledes alle til åbningsceremoni hvor Sabrina Poulsen fra Herfølge Taekwon-Do Skole lavede en smuk og rørende fremvisning illumineret af stearinlys for de hen ved 200 deltagere.

Herefter blev lejren for alvor skudt i gang med basistræning på børnelejren ved Master Laugesen fra Herfølge, for voksne ved Master Nuno fra Schweiz, Sunmodu med Master Nakel fra Herfølge/Haslev og træning for ikke udøvende forældre med Master Sarah.

Weekenden igennem var der træninger på kryds og tværs af bæltegrader, alder og køn og med masser af tematræninger i basis Taekwon-Do, kamp, High Kicks, Jump Kicks, Power punch, selvforsvar, Taegeuk, Poomse, Ja Jeon og Sunmudo og dermed lidt for en hver smag og træningslyst.

Et dygtigt og velforberedt instruktørkorps af sortbælter fra 1.-9. dan sikrede, at alle kom fra Campen med øm krop og fornyet sind idet træningerne i lige så høj grad handlede om fysisk som mental træning af styrke, smidighed og udholdenhed – nogle af grundstenene i kampkunst.

Udover de mange træninger bød weekenden også på masser af tid til at pleje gamle venskaber og skabe nye på tværs af landet i Shins Taekwon-Do Familie – nogle går 50 år tilbage og andre helt nye fra årets lejr.

Wekkendnen gav også Haslev Taekwon-Do Skole en unik mulighed for at dyrke fællesskabet. Samlet i telt/campinglejren blev der gennem hele lejren rig mulighed for mange hyggelige pauser og lange aftner, hvor sammenholdet og fællesskabet var i højsædet.

Kommentarer