Haslev TT vandt Dan Cuppen 2014
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/11/HTT-Dan-Cup-vinder-2014-620x316.jpg)
Haslev: Femte og sidste afdeling af Dan Cup 2014 i trampolinspring blev afviklet i Haslevhallen lørdag
Lørdag den 29. november blev femte og sidste afdeling af Dan Cup 2014 i trampolinspring afviklet i Haslevhallen, og de lokale springere satte i høj grad deres aftryk på begivenhederne.
Allerede inden dagens konkurrencer var det klart, at den samlede konkurrence for klubhold ville gå til suveræne Haslev TT – for 19. gang i træk!
Men der var stor spænding om de individuelle placeringer inden dagens konkurrencer, som også bidrog til den samlede stilling efter de fem delkonkurrencer året igennem.
I Pige D rækken var der tre HTT piger med, og bedst blev Nynne Peetz på en 14. plads. Sofie Eck blev nummer 25 og Emmelie Laugesen nummer 29 af de 38 deltagere.
Hos Drenge D gik det noget bedre, da Alexander Lundgren vandt klart. Klubkammerat Noah Pretzer blev nummer 6, Julius Andersen nummer 23, og de tre debutanter Silas Wulff, Frederik Muusmann og Nikolaj Laursen hhv. nummer 26, 27 og 31.
I C rækken havde HTT kun en springer med, nemlig Nadia Duelund. Til gengæld vandt hun pigerækken i fin stil.
I pigernes B række blev det til en femteplads til Nanna Peetz, mens der var god kamp om pladserne i drengenes B-række: Lucas Cheung vandt, mens hans lillebroder Joah Cheung imponerede med en flot 6. plads. Teis Petersen blev nummer 9.
A-rækkerne bød på to dobbeltsejre til HTT: Sara Lindahl vandt foran klubkammeraten Sara Ladegaard. Sara Lindahl gjorde sig positivt bemærket ved at blive den første danske pige på kun 15 år, som gennemførte en fri øvelse med en tredobbelt salto som startspring. Maila Walmod fra Roskilde blev nummer 3.
Herrernes konkurrence blev vundet på overbevisende måde af Daniel Præst, som viste stor styrke og overblik. Benjamin Kjær tog sølvet på en flot præstation, hvor han viste en ny og sværere øvelse. På 4. pladsen kom HTTs Kasper Sørensen, mens Tobias Dybdahl måtte indkassere et kiks i finalen, hvilket gav en 6. plads. Tobias viste ellers flotspringning i de indledende runder, hvor han lå på andenpladsen.
Efter dagens konkurrencer kåredes årets individuelle Dan Cup vindere inddelt efter aldersgrupper og 6 ud af 8 mestre var fra HTT:
- Alexander Lundgren vandt hos drenge under 12 år
- Lucas Cheung vandt hos drenge under 14 år
- Benjamin Kjær for drenge under 17 år
- Sara Lindahl vandt for piger under 17 år
- Sara Ladegaard for damerne
- Kasper Sørensen for herrene
Alt i alt var det et fornemt punktum for årets trampolinkonkurrencer med HTT på toppen.
Kommentarer