Haslevit holdt tre timer i kø på motorvejen
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/01/peter_hoeyer_haslev-620x316.jpg)
Haslev: Lastbilchauffør Peter Høyer fra Haslev ventede onsdag morgen i tre timer på Vestmotorvejen.
Onsdag den 13. januar om morgenen holdt trafikken fuldstændigt stille i tre timer på Vestmotorvejen ved Vemmelev, fordi flere lastbiler ikke kunne komme op af den lange Vårby Bakke i det glatte føre, efter nattens snefald på mellem 5 og 10 centimeter.
En af de uheldige, der blev fanget i den lange kø der opstod på motorvejen, var lastbilchauffør Peter Høyer fra Haslev. Han var kørt fra Haslev klokken 02:45 for at hente en trailer i Odense. Da han var på vej tilbage med traileren gik morgentrafikken fuldstændig i stå ved Vemmelev cirka klokken 05.30
– Vi holdt helt stille i op mod tre timer, fordi flere lastbiler ikke kunne komme op af Vårby Bakke på grund af det glatte føre, fortæller Peter Høyer til TV Øst. Peter Høyer fordrev ventetiden med at se en film på det tv han har i lastbilen.
Først omkring klokken 08 blev det ene spor igen farbart.
Sneen er faldet i et bælte fra Korsør over Slagelse, Ringsted, Haslev, Rønnede og Faxe, mens Roskilde, Køge og Næstved er sluppet fri.
Foto: Peter Høyer, Haslev
Kommentarer