Haslevit satte kærestens kat til salg
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/01/haslev_skilt-620x316.jpg)
Haslev: Mikkel Preisler fra Haslev havde fået nok af kærestens kat, så han satte den til salg på Den Blå Avis.
For en uge siden satte 35-årige Mikkel Preisler fra Haslev sin kærestes kat ’Terkel’ til salg på Den Blå Avis. Annoncen, der havde overskriften ’Terrorist hankat sælges’, fik på en uge 11.000 besøg. Det skriver metroxpress.
– Terkels livsformål er at æde, smide ting på gulvet og larme så meget som muligt om natten, skrev Mikkel blandt andet i annoncen.
Idéen opstod en aften hvor Terkel havde væltet routeren, så der ikke var noget tv eller internet. Kæresten Wicki Oppendieck havde ellers tidligere hævdet tv- og netproblemerne skyldtes, at Mikkel Preisler havde købt noget alt for billigt udstyr, at .
– Katten har terroriseret mig, lige siden jeg flyttede sammen med min kæreste. En aften fik jeg nok. Jeg havde fået besked af kæresten på at fikse vores tv, der viste sort skærm. Men efter en halv time opdagede jeg, at det var den lortekat, der havde revet et stik ud, forklarer Mikkel Preisler fra Haslev til metroxpress.
Da kæresten kom hjem fortalte han at det var katten der skyld i TV-problemerne og at han havde lyst til at sælge den, hvortil Wicki Oppendieck svarede ’Du får ikke en krone for ham’. Dagen efter oprettede Mikkel Preisler salgsannoncen, som en joke og sendte Wicki Oppendieck linket til annoncen. Wicki brød ifølge metroxpress sammen af grin.
Det viste sig dog at flere viste interesse for at købe terrorist-katten.
– Det kom bag på mig, at der var så meget aktivitet på min annonce. Flere tilbød mig at købe Terkel. Jeg havde aldrig troet, at nogen ville købe ham ud fra den reelle beskrivelse af ham. Derfor er jeg nu blevet nødt til at deaktivere annoncen. Jeg tør sgu ikke rigtig sælge Terkel alligevel, siger Mikkel Preisler til metroxpress.
Kommentarer